Det blev en barsk oplevelse for de mishandlede drenge fra Godhavn at se deres egen brutale historie på film.

I 1960erne og 70erne var de anbragte drenge på børnehjemmet Godhavn. I dag er de granvoksne mænd, der stadig bærer rundt på smerten fra de barske overgreb, de blev udsat for dengang, og som de hidtil mest har båret på i stilhed

Men nu er der ikke stille mere. Der er blændet op for sandheden om et mørkt kapitel for udsatte børn, når ’Der kommer en dag’ i næste uge vil trække danskerne i biografen over hele landet.

Godhavnsdrengene, der er forlæg for filmens hovedpersoner, var forleden inviteret til Odense til forpremiere på den film, der var så tæt på virkelighedens Godhavn, at det rislede koldt ned ad rygraden, når filmens børneskuespillere blev ydmyget og knækket med tæsk, seksuelle krænkelser og grov psykisk vold. Næsten som det var i virkeligheden:

»Det var bare værre end i filmen,« siger Jan Helgesen nøgternt.

Hans øjne bærer stadig præg af det helvede, han oplevede i to år på det nordsjællandske børnehjem i 1963 og 1964, da han var 13 og 14 år gammel. I dag har hukommelsen har slettet det værste.

Udsat for seksuelle krænkelser.

»Der er meget, jeg ikke kan huske fra Godhavn og det andet børnehjem, jeg var anbragt på. Men jeg er én af dem, der blev udsat for seksuelle krænkelser. Og jeg er én af dem, der tissede i sengen og blev tvunget til at stå udenfor i al slags vejr, næsten nøgen med mit lagen, indtil det tørrede. Og jeg sad i Blåtårn sammen med de andre ’tissedrenge’. På et tidspunkt blev jeg slået så hårdt, at min blindtarm blev smadret, og jeg blev hentet i ambulance,« siger Jan Helgesen, der har fået hjælp til at stykke sin historie sammen i den gruppe af Godhavnsdrenge, der nu i mange år har kendt hinanden og forgæves har søgt at få en undskyldning fra den danske stat for deres lidelser på det danske børnehjem.

Ar på sjælen

Ove Hansen, Poul Erik Rasmussen, Peer Balken, Ole Hansen og Arne Roel Jørgensen var også blandt dem, man kunne finde i biografens mørke. Sammen med flere andre mænd med ar på sjælen, der aldrig heler helt.

»Jeg har brugt hele livet på at finde ud af at begå mig i samfundet og har svært ved at tale om det - selv i dag,« siger Peter Bjørn Wiid, 61:

»Det, der skete, påvirker mig hver dag - den dag i dag. Da jeg så traileren, græd jeg. ’Skrig bare, der er alligevel ingen, der hører dig’, sagde nogle af lærerne, og det var der så heller ikke,« siger Peter Bjørn Wiid:

»I lang tid troede jeg, at det var min skyld, indtil jeg mødte de andre. Det fællesskab har været meget vigtigt. Jeg er så glad for, at denne her film er blevet lavet, så vi bliver hørt, for folk har ikke villet tro på, at vi blev behandlet sådan,« siger Peter Bjørn Wiid, der var ni, da han kom på børnehjem, hvor han bl.a. blev slæbt ned i kælderen og afstraffet, da han forsøgte at gå til Børneværnet, som de sociale børnemyndigheder hed i 60erne.

»Det er en en af de væsentligste film, jeg har medvirket i. Helt sikkert,« siger Lars Mikkelsen, der har rollen som den sadistiske forstander på ’Gudbjerg’:

»Der er ting, vi ikke har med i filmen, simpelthen fordi det ville være for hårdt at vise det, som det virkelig var. For du kan næsten ikke forestille dig, hvor slemt det har været. Det var grov fysisk og psykisk vold og seksuelle krænkelser,« siger Lars Mikkelsen.

Sofie Gråbøl spiller også en hovedrolle i filmen. Skuespillerne talte flere gange med mændene ifm. reseachen.

»Der var flere gange, de måtte tage en pause og gå afsides for at græde, da Arne, Poul Erik og Ove var så generøse at møde os og tale med os om de forfærdelige ting, de har været igennem,« siger Sofie Gråbøl:

»Jeg blev også meget påvirket følelsesmæssigt af det undervejs, hvilket måske er første gang, jeg har haft det sådan.«

’Der kommer en dag’ er instrueret af Jesper W. Nielsen med originalt manuskript af Søren Sveistrup. Den har premiere over hele landet d. 21. april.