Det er ikke hver dag, du kan få personlige tips fra nogle af danmarks bedste og flittigst benyttede guitarister og bassister.

Men det sker på årets udgave af Copenhagen Guitar Show, der afvikles i Østerbrohallen i weekenden 30. september og 1. oktober.

Fender har haft stor succes i Sverige med deres musikalske talkshows. Nu kommer konceptet til Danmark for første gang. Under Copenhagen Guitar Show 2017 vil man kunne opleve fem af Danmarks mest coole yngre musikere i et personligt og musikalsk talkshow.

Søndag den 1. oktober kl. 13. vil blive en stund med personlige fortællinger, anekdoter og tanker om guitar, musik og gear nørderi. Publikum vil få masser af tips og tricks og der vil være mulighed for at stille spørgsmål til de fem musikere. Vært er Knud Damgaard fra Fender.

Guitaristerne Anders Bo Jespersen, Simon Luth, Anders Birk, Kasper Falkenberg og bassist Jesper Kvist er de fem modige musikere, der har det tilfælles, at de har spillet, indspillet og turneret med et utal af artister fra både ind- og udland. Fra hip hop, over pop og til heavy metal. Derudover er fællesnævneren, at de alle repræsenterer Fender Danmark, deraf talkshowets titel.

Anders Bo Jespersen
Gennem de sidste 10 år har Anders Bo hovedsageligt fungeret som "hired-gun" for nogle af Danmarks største artister, som f.eks. Medina, Anne Linnet, Celina Ree, Xander, Stella Blackrose. Han har desuden spillet med amerikanske Marco Mendoza og Glenn Hughes. I 2016 udgav Anders Bo sit debutalbum "Bucket List" under navnet ABO. Albummet blev udgivet af Target Music, og er feat. Søren Andersen (Glen Hughes, Electric Guitars, Mike Tramp, D-A-D). Desuden medvirker Rebecca Lou (Stella Blackrose), Thomas Karlsen (Karma Cowboys), Celina Ree og Jenny Sjöwal.

Anders Birk
Fast liveguitarist med Carpark North siden 2002 og har turneret heftigt i ind- og udland med de tre elektrorockere lige siden. Anders Birk har en fortid i bandet Love Julie og har derudover været brugt af artister som L.O.C., Tina Dickow, DJ Static, Kill Screen Music, Jøden, U$O, Maya Albana o.m.a.
Komponerer og arrangerer musik for teater og har bl.a. medvirket i de prisvindende teaterkoncerter “Nick Cave” og “Cohen”.

Simon Luth
Guitarist og sanger med flere albumudgivelser bag sig. Har desuden turneret i ind- og udland med blandt andre Carpark North, Nik & Jay og Mads Langer. Producerer og skriver musik med artister i eget studie i København og turnerer i øjeblikket som kapelmester og guitarist for Ida Corr.

Kasper Falkenberg
En af Danmarks mest brugte sessionguitarister. Guld- og platinsælgende producer/sangskriver. Spiller pt. fast med Rasmus Seebach, Joey Moe og Barbara Moleko. Tidligere har han spillet med Burhan G, NOAH m.fl. Kasper spiller primært Strat, Jazzmaster og Telecaster.

Jesper Kvist
Bassist i Raunchy og Invocator. Var med til at danne Raunchy, som efterfølgende har udgivet seks album på blandt andet Nuclear Blast. Bandet har turneret i det meste af verdenen og cementeret sig som et at Danmarks førende metalbands.

Billet til begge dage koster 149 kroner plus gebyr

Billetter kan købes her: www.billetto.dk