Efter at popikonet, sangeren og sangskriveren George Michael døde juledag 2016 i en alder af blot 53 år, har forklaringen været, at han døde af naturlige årsager.

Men nu kommer hans daværende kæreste, Fadi Fawaz, der fandt ham død i hans seng i hjemmet i britiske Goring-on-Thames, med en ny udlægning af stjernens endeligt. Ifølge den britiske tabloidavis The Sun har han skrevet i en mail, som avisen er kommet i besiddelse af, at George Michael begik selvmord, og at han havde ligget død i et døgn.

'Jeg er led og ked af, at folk spørger mig, hvad der skete juledag. Lad mig pointere, at han døde på sin mors fødselsdag. Det besvarer måske et par spørgsmål. For ikke at nævne, at det tog ham fem forsøg at ende sit liv. Jeg synes, det er ret vigtigt for historien,' skriver han i mailen.

Påstanden kommer efter, at Fadi Fawaz tilbage i 2017 skrev på Twitter, at George Michael måske begik selvmord. Bagefter lød det, at hans Twitter-konto var blevet hacket. George Michael har tidligere erkendt, at han en gang tidligere havde forsøgt at begå selvmord, fordi han ikke ville se sine elskede dø før ham. Det skete umiddelbart efter hans mor fik konstateret kræft i 1997.

I videoen foroven kan du se en berørt Adele, der på scenen måtte afbryde sin hyldest til George Michael under Grammy Awards.

»Jeg har nok været en af de kujoner, der har forsøgt den lette udvej,« sagde han dengang ifølge netmediet Buzz.

En retsmediciner fastslog i marts 2017, at George Michael døde af 'naturlige årsager', at hans hjertemuskel var udvidet, og at han havde betændelse i den, samt at han havde fedt i leveren. Han fastslog aldrig dødstidspunket, ligesom resultatet af en obduktion heller ikke blev offentliggjort.

Efter George Michaels død havnede Fadi Fawaz i et bittert slagsmål med Michaels familie om hans 870 millioner kroner dyre ejendom, ligesom han afviste at flytte ud af parrets andet fælles hjem i Regent Park i London.

En talsmand for George Michaels ejendomsselskab afviser påstandene fra Fadi Fawaz.

På billedet ses George Michael og Fadi Fawaz.
På billedet ses George Michael og Fadi Fawaz. Foto: Splash News
Vis mere