I forrige weekend fik Kanye West lukket sin Twitter- og Instagram-konto, efter han var kommet med hadefulde kommentarer mod jøder. Nu har han i en ny podcast lagt sig ud med familien til George Floyd.

Og dét har han gjort så grundigt, at familien nu overvejer at lægge sag an mod rapperen, skriver The Guardian.

Selvom det i en retssag er fastslået, at George Floyd i maj 2020 blev dræbt af betjenten, Derek Chauvin, mener Kanye West, at han ved bedre.

Rapperen, der kalder sig selv for Ye, mener at vide, at George Floyd døde af en overdosis af stoffet fentanyl. Det fortalte han i weekenden i en podcast under navnet ‘Drink Champs’.

I 2021 blev betjenten, Derek Chauvin, idømt 22 et halvt års fængsel for under en anholdelse af den 46-årige George Floyd, at have holdt sit knæ mod mandens hals i næsten ti minutter. Men det mener Ye altså ikke er korrekt:

»De ramte ham med fentanyl, hvis du ser efter var fyrens knæ overhovedet ikke på hans hals,« sagde han i podcasten.

Dét udsagn har fået familien Floyds advokat til at reagere.

»Selvom man ikke kan ærekrænke de døde, overvejer George Floyds familie at lægge sag an mod Kanyes falske udsagn om måden, han døde på,« skriver han på Twitter og tilføjer, at Kanye Wests kommentar ‘underminerer familien Floyds kamp’.

Under retssagen fastslog den retsmediciner, der obducerede George Floyd, at der var rester af fentanyl i Floyds krop, men ikke nok til at den 46-årige kunne være død af det. Derimod fortalte flere af hinanden uafhængige læger i vidneskranken, at dødsårsagen var det knæ, som betjenten pressede mod Floyds nakke.