Joe Bonamassas 'Live From New York' er en triumf for den levende, ægte og håndspillede musik

Af Steffen Jungersen

Der er kun et par uger til, at den fænomenale amerikanske bluesrock-guitarist og patologiske arbejdsnarkoman Joe Bonamassa udgiver sit nye album 'Driving Towards The Daylight', hvorfor det er uomgængeligt lige at give mandens seneste dvd 'Beacon Theatre – Live Form New York' et par ord med på vejen.

For Joe Bonamassa fortsætter med at imponere, og der er momenter af musikalitet og i sandhed også musikalsk skønhed i denne koncertoptagelse, som næsten trodser enhver beskrivelse. De af jer, som endnu ikke har opdaget, hvor dygtig en guitarist Bonamassa er, må bare se at komme ind i kampen, mens fans skal vide, at han simpelthen spiller bedre end nogensinde hér.

Med brillant backing fra den smagfulde keyboardspiller Rick Melick og den fremragende rytmegruppe Carmine Rojas (bas) og Tal Bergman (trommer) spillede 'Smokin' Joe den aften i New York en koncert, som svært dårligt kan beskrives som andet end en triumf for den levende, ægte og håndspillede musik.

Med konstant sitrende nervetråde, sugende skønhed, suveræn sjæl og – naturligvis – blødende blueshjerter. Det gælder hele vejen igennem, men ingen steder mere end i 'I’ll Take Care Of You' - en fuldstændig overjordisk duet med Beth Hart. Det er sgu’ sjældent, det sker, når man hører så meget musik som jeg, men første gang, jeg hørte den hér, sad jeg regulært bjergtaget, og de små hår på armene stod i en retstilling så markant, at man kunne have brugt dem som stålbørster. Beths sangforedrag er følt som aldrig før, men når så Joe Bonamassa dækker hende op med ikke én men to af de bedste soli, manden nogensinde har begået… well som sagt; det trodser enhver beskrivelse. Men hør det og sejl på dine salte tårer ud i dine drømmes univers og bliv et bedre menneske!

Og så er 'I’ll Take Care Of You' endda blot ét højdepunkt på et album, som hvad angår højdepunkter sætter de fleste bjergkæder grundigt til vægs. Nævnt i flæng: en grædende god version af Gary Moores 'Midnight Blues', en dejligt dynamisk 'Dust Bowl', en sejlende smuk 'The River', en kærlig kinddans med Leonard Cohens 'Bird On A Wire' og en pragtfuld duet med John Hiatt i dennes 'Down Around My Place'.

Nå ja og så kigger verdens vel nok bedste bluessanger Paul Rodgers da også lige forbi og giver de gamle Free-klassikere 'Walk In My Shadows' og 'Fire And Water' i selskab med en Joe Bonamassa, som – hvis hans ansigtsudtryk er noget at gå efter – netop dér får opfyldt en drengedrøm eller to.

Fantastisk!