I 15 år var han involveret i en blodig bandekrig. Han har flere fængselsdomme. Men nu satser 29-årige Sleiman Sleiman på en karriere som musiker og filmmand.
Ligesom den berømte amerikanske rapper 50 Cent har han flere skudhuller i kroppen. Men selv om han har alle kvalifikationer, er Sleimans musik ikke gangstarap. Han synger i stedet for om håb og drømme på singlen ’Regndråber’. Han har meldt sig ind i samfundet.
Historien om den tidligere gangsterkonge begynder på en parkeringsplads i Hundige for fire år siden. Den aften blev Sleiman omringet af en flok medlemmer af den konkurrerende Cobra-bande. Der opstod et skænderi. En Cobra skød Sleiman. Ved et mirakel slap han med to forholdsvis overfladiske skudsår.
Opgøret på parkeringspladsen blev grundigt beskrevet i en artikelserie i B.T. ti måneder senere, i sommeren 2008. Derfor vil Sleiman gerne tale med netop B.T. om opgøret med fortiden.
Glorificerer ikke sit gamle liv
Han har ikke lyst til at kommentere skudopgøret.
- Jeg har lagt det bag mig, siger han.
Men han vil gerne tale om sit nye liv. Om sin mission.
Sleiman er en smule nervøs. Det er hans første interview nogensinde. Han har en enkelt betingelse. Det må ikke fremstå som om, at han forherliger sit tidligere liv.
- Jeg er ikke gangstarapper. Jeg glorificerer ikke mit liv. Tværtimod. Det er vigtigt. Jeg er blevet stukket og skudt ned som en direkte konsekvens af mine handlinger. Ingen må sidde tilbage med det indtryk, at det er sejt eller fedt at blive skudt på, siger Sleiman.
Vi mødes i lydstudiet TrackMansion i Københavns nordvestkvarter. De seneste ti måneder har Sleiman arbejdet med sin musik i det forholdsvis beskedne studie. I selskab med hiphop-beats og et par producere er Sleiman blomstret op. Han mærker en spirende indre fornemmelse sprede sig i årerne. Han håber, at det er menneskelighed.
Sleiman og hans familie kom via Libyen til Danmark i 1986, på flugt fra Palæstina. Ad omveje endte de i Vejle.
Men dét, der kunne være blevet begyndelsen på et nyt liv for familien i det danske velfærdsparadis, var allerede fra begyndelsen et mareridt. Forældrenes samliv fungerede SLET ikke.
Følte sig uvelkommen
Den nyskilte mor og hendes børn flyttede til Askerød-bebyggelsen i Greve. Sleiman følte sig uvelkommen.
- Jeg begyndte med at få en røvfuld af alle mulige mennesker. Jeg var den nye i miljøet, der skulle finde en plads. Jeg var helt sikkert en ballademager. Men jeg følte mig også fremmedgjort i skolen.
På et tidspunkt sad jeg i en eneklasse. Jeg følte mig sat udenfor. Blev mere og mere aggressiv og hadefuld, siger Sleiman.
I slutningen af 90erne terroriserede 30-40 småkriminelle drenge Greve i almindelighed og byens stationscenter i særdeleshed. Specielt Sleiman og to-tre andre uromagere blev identificeret som ledere. Der blev afholdt ophidsede borgermøder. Mange år senere brugte den daværende Greve-borgmester Rene Milo udtrykket ’det værste menneske, jeg har mødt’ om Sleiman.
Sendt på overlevelsestur
I 1996, da alt andet var opgivet, blev Sleiman sendt på en form for overlevelsestur til Norge med to jægersoldater. Idéen var at ’nulstille’ den 14-årige dreng følelsesmæssigt. Der blev gået til stålet i de norske fjelde. Men da han kom hjem, skete der ikke mere.
- Man sætter noget i gang, som man ikke fuldfører. Man kan ikke bryde et barn totalt ned uden at samle det op igen. Uanset hvad jeg ellers havde lavet dengang, siger den nu 29-årige Sleiman.
Sleiman blev en af hovedaktørerne i de blodige bandekrige mellem Cobra og Borhan-gruppen, senere kendt som Bloodz. Specielt i årene 2001 til 2008 gjorde de unge vandaler Askerød til en krigszone. Om ikke hver dag, så var brandbomber, mordforsøg, nedbrændte bygninger, trusler, vold og tyverier en del af livet i ghettoen.
Sleiman har bl.a. siddet fængslet for vold mod tjenestemand og overtrædelser af våbenloven. Han er ikke vild med at tale om den tid.
- Hvis jeg skal komme videre i mit liv, er jeg nødt til at prøve at lægge det bag mig, siger han.
Efter skudopgøret på parkeringspladsen for fire år siden begyndte tvivlen at nage Sleiman. Bandemiljøet havde været det eneste alternativ. I perioder var det hans eneste familie. Måske byggede det hele på en stor, hul løgn?
- Skudepisoden fik mig til at se virkeligheden i et nyt lys. Pludselig kunne jeg se, at min kamp var perspektivløs. Det gjorde mig hurtigt meget upopulær internt. Jeg endte som syndebuk. Derefter opstod en intern krig. Også det overlevede jeg - og familien, siger Sleiman.
Holder lav profil på livescenen
Men det sker ikke uden betænkeligheder. Godt nok har Sleiman været ude af øje og dermed måske også sind i det gamle bagland. Men der går stadig mange mennesker rundt i og omkring Askerød og husker.
I samråd med sine producere har Sleiman besluttet at holde lav profil på livescenen. Han er ude af Askerød, men der er ingen grund til at udfordre skæbnen.
- Det er ikke let. Hverken over for samfundet eller mine gamle venner. Jeg har indset, at jeg kommer til at kæmpe resten af mit liv for at retfærdiggøre, at jeg er en ny person. Det er en kamp mod alle odds. Men jeg er nødt til at kæmpe. Jeg har gjort så meget tidligere for at ødelægge mit - og andres - liv. Så bør jeg også være klar til at redde mit liv gennem min musik, siger Sleiman.
