"Now dance, you motherfuckers!"
Nu beder jeg Dem fru stiftsprovstinde – er det nu et sprog for 23-årige pigebørn fra fremmede lande at betjene sig af?!
Stiftsprovstinden vil formentlig forblive tavs, men jeg kan da så godt afsløre, at sproget passer til intentionen, og intentionen er fest, farver og fanden-i-konsekvenserne, som den slags bør serveres. I hvert fald når samme fest er rundet af 70’ernes New York disco, cabaret og – sågar sine steder – hårdtpumpet industrial metal.
Lady GaGa var i København i aftes, hvis du ikke skulle have gættet det nu.
Ingen tvivl om at hun er dén blandt disse års mere eller mindre tvivlsomme dance-pop papegøjer, der har det gule fører-trikot på i selskabet. Også live er Lady GaGas numre ganske enkelt bedre end det, hendes konkurrenter kan komme op med.
De små GaGa-kloner i salen imploderede af inderlig kærlighed, da Ladyen ramte regulære beat-baskere som "Beautiful, Dirty, Rich", "Money Honey" og ét af de fineste pop-dance numre i nyere tid "Boys, Boys, Boys". Med god grund. For selv om de præprogrammerede beats lød lige ud ad helvede til i KB Hallens skærveknuser-akustik, kunne selv den ikke holde Lady GaGas smittende entusiasme nede.
Og det er svært ikke at blive imponeret, når man oplever så umanerligt effektivt nummer som førnævnte "Money Honey" live. Her kører Lady GaGa allerbedst, og når hun gør det, har frøkenen fra New York City i hvert fald live fundet en farbar vej mellem electropop og industrial metal.
Når jeg trækker halvanden stjerne skyldes det dels lyden – så stenhårde og præcise beats som GaGas SKAL altså stå klare i lydbilledet – samt en al for lang solo-seance ved pianoet med "Brown Eyes" og en semi-akustisk udgave af "Poker Face".
Men hva’ fa’en, noget skal man jo få tiden til at gå med, når man kun har et album under G-strengen. Den dag Lady GaGa får lige så mange sange som kostumer på repertoiret, kan det her blive rigtigt stort. Eller snarere: endnu større.
