Om få uger skal en af verdens største festivaler løbe af stablen.

Men nu står flere gæster til udsolgte Glastonbury Festival uden billet og overnatning, efter det selskab, de har købt det igennem, er gået konkurs.

Luksusselskabet Yurtel har solgt samlepakker på både indkvartering og billetter til musikfestivalen, som rangerer i prisklasse mellem cirka 89.000 og 147.000 danske kroner.

Men siden er Yurtel gået konkurs, og nu har deres kunder fået besked på mail om, at deres bookinger til Glastonbury Festival af den grund ikke længere er gældende – og ikke vil blive kompenseret.

Det skriver BBC.

Det engelske medie har uden held forsøgt at få en kommentar fra Yurtel, men det har de til gengæld fået fra kunden Lydia, der nu har mistet de 120.000 kroner, hun gav for den »særlige oplevelse, der kun sker én gang i livet«.

»Jeg er fuldstændig knust. Det her var en meget, meget dyr ting, som folk har sparet op til,« raser hun.

Selv siger Glastonbury Festival til BBC, at de »ikke er i stand til at tage ansvar« for situationen.

De berørte gæster har betalt op mod 150.000 danske kroner hver, og de penge står de nu til at miste, ligesom de ikke alligevel vil kunne komme ind på den famøse Glastonbury Festival.
De berørte gæster har betalt op mod 150.000 danske kroner hver, og de penge står de nu til at miste, ligesom de ikke alligevel vil kunne komme ind på den famøse Glastonbury Festival. Jon Rowley/EPA/Ritzau Scanpix

For musikfestivalen har ikke noget samarbejde med den konkursramte udbyder, der heller ikke har betalt for de festivalbilletter, de har videresolgt til deres kunder.

»Derfor har vi ikke nogen opgørelser over deres bookinger og er ikke i stand til at tage ansvar for de ydelser og faciliteter, de tilbyder,« lyder det fra Glastonbury Festival.

De anbefaler i stedet de berørte gæster til at tage kontakt til Yurtel for at kunne blive kompenseret af konkursboet.

Dernæst lyder det fra Glastonbury, at de kan hjælpe med alternative billetter og overnatningsmuligheder, hvis de berørte gæster får Yurtel til at videredele deres oplysninger med festivalen.

Glastonbury Festival er en musik- og kunstfestival, der afholdes i den lille by Pilton nær Glastonbury i Somerset i England.

Her vælter omtrent 210.000 gæster ind på festivalen, når den løber af stablen fra onsdag 25. juni til søndag 29. juni med internationale hovednavne som Neil Young, Olivia Rodrigo og The 1975.