AF STEFFEN JUNGERSEN Well, når man åbner et album med et riff fra Guns N’Roses’ overskudslager og programerklæringen “let’s rock and roll!”, bliver man i første omgang i hvert fald ikke uvenner med mig. Så ved man da, at de fem københavnere har hjerterne på rette sted.

Allerede hér har de fleste af jer vel regnet ud, at debutanterne i Saint Rebel overvejende kværner Jack Daniel’s fra det samme trug som de åndsbeslægtede landsmænd i Stella Blackrose og Shotgun Revolution – om end rebellerne her har en metallisk kant og nogle stilistiske hilsner til nyere rock, de to andre nævnte ikke har.

Men ellers er det hér er klassisk gadekøter rock’n’roll af et snit, der kan sende enhver hipster og lo-fi fan skrigende hjem til deres indie-samlinger, før du kan nå at sige ”Morrissey”.

Sådan skal det være, drenge!

Okay, ikke alle numrene er lige gode, men energien og viljen er hele vejen så velgørende, at det skal være dem tilgivet. Og ind imellem hamrer Saint Rebel altså hakken direkte ind i guldåren. Som på den fremragende ”I’d Rather Be A Narcissist” – ét forrygende dynamisk og varieret midtempo rocknummer med et monstrøst medrivende omkvæd, så man for sit indre blik ligefrem kan se flossede bannere med slogans som ”Rock’n’Roll 4ever!” og ”Louder!” vaje over en hvilken som helst festivalplads i verden.

Saint Rebels styrke er deres evne til at variere de simple og klassiske virkemidler, de betjener sig af. D’herrer har tydeligvis tænkt sig godt om, at de arrangerede sangene til ”The Battle of Sinners And Saints”, og det har betalt sig, for det er der som nævnt kommet både et varieret og dynamisk rockalbum ud af.

Nå ja; og så spiller de da for resten godt. Specielt den hårdtarbejdende trommeslager Jesper Riis – læg mærke til ham.

SAINT REBEL, ”The Battle Of Sinners And Saints”, (Mighty Music/ Target) ****