Lige nu høster den amerikanske supergruppe Fleetwood Mac flotte anmeldelser for deres turné 'An Evening With Fleetwood Mac'.

Gruppens seks aktive medlemmer arbejder ifølge samtlige amerikanske anmeldere hårdt for deres stjernehyre. Men ét medlem, eller rettere eksmedlem, guitarist og sanger Lindsey Buckingham, behøver ikke røre en finger for sin anseelige andel af kagen.

Ifølge showbiz-bladet Variety har den nyligt fyrede guitarist, der i øvrigt har skrevet flere af gruppens største hit (bl.a. 'Go Your Own Way'), netop vundet en retssag imod sine gamle Mac-kollegaer, og derved er han blevet et sted imellem 60 og 80 millioner kroner rigere.

Så meget ville den 69-årige guitarist, komponist og sanger nemlig have tjent på den 2018-2019-turné, som han allerede havde ryddet kalenderen for at deltage i.

Fleetwood Mac anno 2018 - uden Lindsay Buckingham. Han er erstattet af Mike Campbell (nr. tre fra venstre) fra Tom Petty & The Heartbreakers og Crowded House-frontmand Neil Finn (helt til højre).
Fleetwood Mac anno 2018 - uden Lindsay Buckingham. Han er erstattet af Mike Campbell (nr. tre fra venstre) fra Tom Petty & The Heartbreakers og Crowded House-frontmand Neil Finn (helt til højre). Foto: CHRIS DELMAS
Vis mere

Før Fleetwood Macs seneste turné startede, fik Buckingham dog en opringning fra gruppens manager, der fortalte ham, at han var fyret.

Det var angiveligt et andet gruppemedlem og Lindsey Buckinghams forhenværende kæreste Stevie Nicks, der havde stillet resten af gruppen et ultimatum:  'enten fyrer I Lindsay Buckingham, eller også skrider jeg'.

Ifølge manageren følte Stevie Nicks sig 'nedladende behandlet' af Buckingham, da det 'gamle' Fleetwood Mac senest stod samlet på scenen i starten af 2018.

Og efter det første chok havde lagt sig, anlagde Lindsey Buckingham sag imod sine gamle venner og band-kammerater.

Lindsey Buckingham sammen med sin kone, Kristin Messner. Sammen har de tre børn.
Lindsey Buckingham sammen med sin kone, Kristin Messner. Sammen har de tre børn. Foto: GABRIEL BOUYS - AFP
Vis mere

Nu har Buckingham og Fleetwood Mac indgået forlig i retten i Los Angeles. Her har den 'forsmåede guitarist' fået sin hyre - for ikke at røre en finger.

Og i to nye interview med hhv. bladet Variety og tv-programmet 'CBS This Morning' lægger den nu godt tilfredse rockstjerne ikke skjul på sine sande følelser.

Som erstatning for Lindsey Buckingham er Neil Finn (Crowded House) og Mike Campbell (Tom Petty Band) blevet midlertidige medlemmer af Fleetwood Mac.

De var engang så tæt. Stevie Nicks og Lindsey Buckingham har udgjort en vigtig del af Fleetwood Mac siden starten af 1970'erne.
De var engang så tæt. Stevie Nicks og Lindsey Buckingham har udgjort en vigtig del af Fleetwood Mac siden starten af 1970'erne. Foto: MIKE SEGAR - Reuters
Vis mere

Og i interviewet med 'CBS This Morning' siger Buckingham bl.a.:

»Jeg er ikke skuffet over, at jeg ikke skal ud at spille de samme sange én gang til. Men jeg føler, at det omdømme, vi i fællesskab har skabt, nu bliver vanæret.«

Da amerikanske Lindsey Buckingham i 1974 blev headhuntet til at spille guitar i Fleetwood Mac, insisterede han på, at kæresten Stevie Nick også blev medlem af det dengang respekterede britiske bluesband.

Og derfor er det med slet skjult bitterhed, at han nu omtaler Stevie Nicks således:

»Personligt føler jeg mig velsignet. I en alder af 48 var jeg så heldig at møde min sjæleven og nuværende hustru. Og i dag har vi tre dejlige børn sammen. Stevie er stadig ugift, og hun har ikke nogen børn. Måske er der tale om en slags bitterhed. Men det er en absurd situation. Det svarer lidt til, at Mick Jagger forlanger, at Rolling Stones smider Keith Richards ud af gruppen.«