Den danske rapstjerne Branco har fået sig et alvorligt chok på en familieferie.

For hans datter er blevet indlagt på intensivafdeling i udlandet.

Det skriver rapperen selv i en story på Instagram.

'Alt, jeg nogensinde har gjort i livet, var for at forsørge den lille pige, der lige nu ligger på intensivafdeling. Den stærkeste, smukkeste og mest renhjertede datter, jeg ku' forestille mig,' skriver han og fortsætter:

'Vi har gjort, hvad vi kunne, lægerne har gjort, hvad de kunne … Vi har brug for jeres bønner som aldrig før.'

Til Ekstra Bladet forklarer en talsperson for rapperen, at datteren er indlagt på intensivafdeling på grund af en virus, som hun har fået efter at være blevet smittet med coronavirus.

»Brancos datter er lige p.t. indlagt på intensivafdeling i udlandet – hun er blevet ramt af en alvorlig følgevirus af covid-19, mens de var på familieferie. En virus, som gør, at hun lige nu er i respirator,« forklarer talspersonen i en sms til mediet.

Derudover beder man om, at man respekterer familiens privatliv i den svære tid. Og familien håber på, at man kan komme med gode nyheder snart.

Branco har tre børn. To piger og en dreng.