Den britiske sanger, sangskriver, pianist og ikke mindst frontfigur i rockbandet Procol Harum er gået bort.

Gary Brooker blev 76 år gammel. Han var syg af kræft, da han lørdag døde i sit hjem.

Det skriver Rolling Stone.

Brooker var en del af Procol Harum, som har 55 år på bagen og stod – sammen med bandet – for klassikeren 'A Whiter Shade of Pale' fra 1967, som også var bandets første single. Den er en af få singler i musikhistorien, der har solgt over 10 millioner eksemplarer.

»Alle rum, han trådte ind i, lyste han op, og hans varme mod en flersproget familie af fans var legendarisk.«

Det skriver Procol Harum i en hyldest til Gary Brooker på deres officielle hjemmeside.

Foruden at være i sit eget band, var Brooker også på tour med Eric Clapton og Ringo Starr.

Desuden optog han musik med Paul McCartney, George Harrison og andre kendte stjerner.