Hvordan frier man til kæresten, når man er forsanger i et af verdens største heavy metalbands?
James Hetfield fra Metallica valgte at gøre det under vandet blandt hvalhajer.
Hetfield har delt øjeblikket på Metallicas Instagram-konto, hvor han har lagt et billede op af parret, der svømmer med snorkelmasker på, mens Hetfield holder et skilt med teksten:
'Adriana Gillett, vil du gifte dig med mig?'
Gillett rækker en tommelfinger i vejret. Og så er den hjemme.
Hun har delt det samme billede og skriver:
'Den bedste fødselsdagsrejseoverraskelse. At svømme med hvalhajer fredag den 13. med det mest unikke, specielle og romantiske frieri, en fisk (stjernetegn, red.) nogensinde kunne forestille sig. I et hav fuld af fisk fangede vi hinanden. Tak, Gud, for at have ført os sammen.«
Hetfield indgav skilsmissebegæring fra sin ekskone Francesca Tomasi i 2022.
Han blev første gang sat i forbindelse med journalisten og modedesigneren Gillett i 2023.
