Da han gik i gymnasiet i Horsens, var Morten Bjerregaard ikke ligefrem den helt store Score-Kaj, nærmere lidt af en nørd. Men alligevel drømte Morten om 'Klassens Dronning', pigen alle drengene ville have.

I dag er nørden Morten Bjerregaard blevet til succes-advokat og album-solist. For 'Klassens Dronning' er tingene ikke nødvendigvis gået så godt.

Og det er disse uventede sving på livets vej, der gav inspiration og dannede det lyriske gundlag til sangene på Morten Bjerregaards andet album, 'Det fine kvarter', der udkommer  i dag.

»Alle var fascinerede af gymnasiets mest populære pige. En rigtig klassens dronning-type. Men selvom jeg havde mange venner, var jeg mildt sagt lidt genert over for pigerne. Så, ved et tilfælde, da jeg skulle til folkeskole-reunion i Horsens, så jeg hende igen. Hun kom gående ned ad gågaden i en noget anden forfatning end dengang. Klassens dronning. Mange år senere og fuldkommen forandret. Det kække smil var blegnet til et mere livstræt og tungt udtrykt. Dét satte tanker i gang,” fortæller Bjerregaard.

Morten Bjerregaard
Morten Bjerregaard Foto: Gudmund Thai
Vis mere

Morten Bjerregaard er i den juridiske verden kendt som advokat bl.a. i gruppesøgsmålet mod Danske Bank og Christiania-sagen. I den musikalske verden kendes han som sangeren og sangskriveren, der i 2015 tog på fængsels-turné med sit debutalbum 'Hvid Ghetto'.

Selvom Bjerregaard stadig har rygende travlt med juraen, er der også blevet tid til rockmusik.

»Det var mødet med den forhenværende klasse-dronning, der satte tankerne igang. Og siden kom alle de nye sange væltende,« fortæller Bjerregaard.

De medvirkende på 'Det fine kvarter' er Mikkel Riber på bas, Jonas Krag på guitar, Boe Larsen på keys, Kim Thomsen på trommer, Nana Schwartzlose på kor og Morten Bjerregaard på vokal og guitar.
Morten Bjerregaard
Morten Bjerregaard Foto: Gudmund Thai
Vis mere