De banebrydende ørkenrotter i Calexico er i topform på album nummer seks – i hvert fald på pladens første halvdel.
Calexicos to hovedkræfter, Joey Burns og John Convertino, var begge med i Howe Gelbs Giant Sand, da de i 90’erne dannede deres eget band. Duoens nye projekt voksede sig hurtigt stort, blev mere populært end Giant Sand, og til sidst besluttede de to musikere sig for at forlade Gelb for at fokusere hundrede procent på deres nye foretagende.Ikke at Giant Sand er/var ueffent (det er de stadig ikke – tjek blot deres seneste album, som udkom i sidste uge), men Calexico har et helt specielt udtryk, der – med rette – ofte sammenlignes med komponisten Ennio Morricone og dennes eminente filmmusik. Ligesom Morricone, indfanger Arizona-sekstetten nemlig stemningen fra den støvede ørken, men hos Calexico fremkalder man selv billederne på den indre nethinde.
’Carried to Dust’ kalder gruppen meget passende deres sjette fuldlængde. Og lad det være sagt med det samme: Der er et godt stykke op til hovedværkerne ’Feast of Wire’, ’The Black Light’ og overtegnedes favorit, EP’en ’Aerocalexico’, men gruppen markerer sig stadig som legesyge banebrydere, hver gang de krydrer klassisk folk med mariachi-guitarer og strygere.
Calexico har aldrig været så radiovenlige, som de er på den regulære ørehænger ’Two Silver Trees’, ’Man Made Lake’ drager paralleller til kollegaen M. Wards søgende udtryk, mens trompeterne træder helt frem i den spansksprogede ’Inspiracion’.
Og det er bare pladens første halvdel.
Men dét skal der lægges tryk på, for efter midtpunktet kniber det med at holde det høje niveau; Sam Beam fra Iron & Wine medvirker på uinspirerede ’House of Valparaiso’, der lyder nogenlunde lige så søvndyssende som, ja, Iron & Wine, og ’Hole in Your Head (Bend in the Road)’ kunne såmænd snildt have været et kasseret Giant Sand-nummer.
Faktisk er det eneste virkelig skelsættende nummer på anden halvdel den søde kærlighedshymne, ’Slowness’, hvor Joey Burns synger duet med den canadiske folk-sangerinde, Pieta Brown. Til gengæld står den også som en af de absolut bedste sange på ’Carried to Dust’, der, overordnet set, er en lidt for svingende affære.
