Howe Gelb samarbejder igen med danske musikere på Giant Sands stærke og alsidige nye album.
Er der noget, der er uoverskueligt, så er det Howe Gelbs musikalske værk. I hele sin karriere har den sortseende sangskriver fra Tucson, Arizona afsøgt musikalske grænser – hele tiden med countryen som udgangspunkt.Den 52-årige bas har indspillet i omegnen af 20 albums med hovedforetagendet, Giant Sand, mens han sideløbende har udgivet omtrent samme antal i eget navn og under forskellige pseudonymer.
Omkring årtusindeskiftet begyndte Giant Sands oprindelige besætning at falde fra hinanden – medlemmerne fik travlt med sideprojektet Calexico – og siden da har bandet været 75 % dansk. Ligesom på 2004’s ’Is All Over the Map’, spiller Thøger Lund (bas), Anders Pedersen (guitar/pedal steel) og Peter Dombernowsky (trommer) med her på ’proVISIONS’ – vistnok Giant Sands præcist 20. fuldlængde.
Og de gør stadig deres bedste for at lyde som amerikanske musikere støvet op på en sydstatsbar; Gelbs kompositioner er nemlig dybt forankret i americanaen, og de dedikerede kollegaer/fans står i kø for at medvirke. Én af dem er Henriette Sennenvaldt fra Under Byen, som efterhånden er blevet en vigtig brik i sangskriverens univers. Her glimrer hun i samtlige de fire-fem numre, hun medvirker på, og er faktisk lige ved at stjæle spotlyset i ’Spiral’.
Ja, det er egentlig som om, den sortseende sanger har følt, at han har haft brug for muser til at synge sine sange med denne gang. I hvert fald medvirker Isobell Campbell (’Stranded Pearl’), og Neko Case kigger forbi under ’Without a Word’, hvor også Bob Dylan citeres:
- Bragging like an idiot wind/Like we’re friends to the end and this is the end.
Teksterne bærer ofte sangene frem. Gelb synger om strandet kærlighed og fortabte skæbner (som for det meste er på virkelig dybt vand). Hans stemme går lige ind hver gang, og jo skævere det går hovedpersonerne, des mere falskt klinger den i øvrigt. Eksempelvis i ’Out There’, hvor karakteren både er “home sick”, “sick of home” og på randen af selvmord.
Et af de få lyspunkter er den lystige truckervise, ’Can Do’, hvor vennen M. Ward brummer diskret med. Ellers står den på malende, dystre melodier: ’Pitch & Sway’ burde gøre Nick Cave grøn i hovedet af misundelse, ’World's End State Park (Wordless)’ er et regulært, instrumentalstøjorgie, mens den slæbende ’The New Romance of Falling’ er på kanten til avantgarde.
Jo, der er lidt at kaste sig ud i. Det her er et album, der vil vokse og vokse for hver gennemlytning, og hvor både tekst og musik indeholder mange lag, der er lige til at dykke ned i. De kan med andre ord roligt skrive ’proVISIONS’ på ønskesedlen med det samme.
