Mandag morgen den 13. februar 1984 vågnede det unge amerikanske metalband Metallica op på et billigt hotel i Poperinge i det belgiske Flandern. Aftenenen før havde numrene 'Seek and Destroy' og 'Metal Militia' afsluttet bandets koncert på spillestedet Maecke Blyde. Det var samtidig det sidste show som supportband på de engelske black metal-pionerer Venoms 'Seven Dates Of Hell' Europa-turné, Metallicas første udenfor Amerika.
Nu satte bandet kurs mod København - til det første besøg i trommeslagerens hjemland.
Indspilning på Amager
I 1983 havde Metallica sat fyr i metalundergrunden med debutalbummet, 'Kill 'Em All'. Inspireret af bands som Motörhead, danske Mercyful Fate og alle idolerne fra den britiske NWOBHM-scene (New Wave of British Heavy Metal) havde Lars Ulrich og bandkammeraterne, James Hetfield (sang/guitar), Cliff Burton (bas) og Kirk Hammett (leadguitar) sat en ny fræsende signatur på den gryende 80'er metal.scene.
'Thrash metal,' blev hurtigt etiketten, omend Ulrich selv foretrak betegnelsen 'power metal', som udgjorde hovedrubrikken på hans nydesignede Metallica-visitkort.
Men Metallica var ikke afhængige af nogen subgenre-etiketter. Bandlederne Ulrich og Hetfield havde en klar idé om at tage musikken mindst ét skridt videre. Beholde hårdførheden i lydbilledet, ja, men også tilføre det nuancer og variation. I posen til dette andet album havde de otte nye sange, inklusiv en lang instrumentaljam og endda en enkelt ballade.
De sidste detaljer skulle bare lige pudes af, og så var Metallica klar til at indspille deres andet album. I Sweet Silence studiet på Strandlodsvej 85 på Amager.
Fede Purple-præferencer
Hvorfor lige der?
Der var flere grunde: Først og fremmest var studiet til at betale, og så havde det lige dén studietekniker, bandet havde brug for: den lidt ældre Flemming Rasmussen (født 1958), som også var delejer af studiet. Tre år forinden havde han lavet en produktion for Lars Ulrichs 70'er rock-helt fra Deep Purple, guitaristen Ritchie Blackmore på Rainbow-albummet 'Difficult To Cure' i selvsamme Sweet Silence, som lød 'fedt' i bandets øren.
Denne Rasmussen var også selv stor fan af Deep Purple, men Metallica havde han aldrig hørt om. Ikke før, han havde haft denne Lars Ulrich i øret ovre fra trommeslagerens nuværende domicil i San Francisco, Californien.
Forfærdelig musik!
I starten af karrieren havde Flemming Rasmussen hovedsageligt produceret rolig dansk 70'er musik med hippiegenklang; navne som The Savage Rose, Pia Raug, Rasmus Lyberth og Bifrost.
Langt voldsommere blev det i sen-70'erne og start-80'erne, da han arbejdede med de første danske punkalbums fra The Sods og Lost Kids samt de danske heavy/punk-pionerer Brats’debutalbum '1980' (en forløber for Metallicas tidlige inspirationskilde Mercyful Fate).
Straks efter Lars Ulrichs opkald modtog han Metallicas demoer og "Kill ‘Em All", og det var ikke kærlighed ved første lyt.
- Jeg husker, jeg syntes det var noget forfærdelig noget. Fordi… det var så hurtigt, ik’? Der var jo ikke mange der spillede så hurtigt dengang,”som Flemming Rasmussen erindrer det i overtegnedes biografi, 'Forkælet med Frihed - Lars Ulrich og hans band Metallica' (2004).
Men aftalen var truffet, og bandet havde forudbetalt deres studietid. Flemming Rasmussen måtte bare skrue den professionelle producer-grimasse på og give den 'forfærdelige musik' sit bedste skud.
Billigt i Brøndbyvester
Lars Ulrich og Metallica kunne notere flere sidegevinster ved at indspille i København. Godt nok var Lars, hans mor og far, Lone og Torben Ulrich, tre år forinden fraflyttet deres store hus på Lundevangsvej Hellerup, men hjembyen bød snart på andre overnatningsmuligheder, et sted mellem gratis og billigt.
Op til indspilningen havde Lars Ulrich bedt sin mentor og pladekspedient, Ken Antony, om at skaffe det billigste hotel i byen. Ken Antony valgte dog generøst at flytte ind hos sin kæreste under indspilningen, så det dengang fattige band kunne bo i hans stuelejlighed på Kirkebjerg Allé 113 i Brøndbyvester.
I tillæg var der Ken Antonys righoldige samling af heavy metal-LP'er og gyserfilm, som bandet kunne forlyste sig med i fritiden.
En fritid, der var henlagt til nætterne, efter dagens studiedont, og som sagtens kunne være være støjende. Det langhårede engelsktalende band vakte i alle fald nogen opstandelse i opgangen, som husværten erindrer det.
Ellers varetog Metallica ihærdigt deres daglige studiearbejde i de historiske uger af februar/marts 1984. Bandets transport til studiet foregik med bus 130 til Glostrup st, dernæst med S-togets linie B til byen og så nok en bustur det sidste stykke ud til Amager i den modsatte ende af hovedstaden.
Hjælpsomme naboer
En anden bonus ved Sweet Silence-indspilningen var trommeslagerens musikalske netværk i byen. I samme bygning som Sweet Silence fandtes øvelokalerne til de to københavnske metalbands Mercyful Fate og Artillery, dør om dør.
Da førstnævnte var ude på turné hjalp Artillery de danske/amerikanske gæster til rette, så bandet kunne kunne få den sidste sangskrivning på plads inden selve indspilningen. Balladen 'Fade to Black' blev således færdigskrevet i disse omgivelser.
Nummeret var inspireret af tabet af Hetfields bestjålne guitarforstærker, som han med stor fornøjelse havde anvendt på debutalbummet. En del af tiden i Sweet Silence gik derfor med at låne forstærkere - fra Artillery og Musikhuset Åge Jensen - for at finde frem til den helt rigtge guitarlyd.
De fandt den.
Selvbevidst band
Nok var de unge, mellem 20 og 21 år, og ganske uprøvede, men allerede dengang var Metallica et meget selbevidst band, der vidste at de havde noget nyt og spændene kørende.
- De havde selv en helt vild klar fornemmelse af hvor de ville hen musikalsk. Et eller andet sted var det jo noget nyt de lavede. Der var ikke nogen der havde lavet noget i den genre før eller i hvert fald ikke så tungt som det var, som producer Rasmussen erindrer det i ovennævnte bog.
Men på en spontan og naturlig facon.
Som Lars Ulrich har forklaret bandets udvikling i K.J. Doughtons 'Metallica Unbound: The Unofficial Biography' (1993).
- Jeg tror at den musikalske forandring er sket rimelig meget af sig selv. Den var ikke planlagt. De fleste af Kill ‘Em All-numrene blev skrevet i foråret 1982, og vi havde ikke noget clue omkring hvad vi lavede musikalsk. Vi har lært så meget siden da.
Nu skulle denne lærdom udmøntes i en tung og epokegørende praksis. Enter 'Ride the Lightning'.
Omvendt producer
Musikken var hård og heavy, indimellem hurtig, som i den bragende åbningstonser 'Fight Fire With Fire'. Men med en større tyngde og langt mere struktur end debutten. Begejstringen for den nye Metallica-musik deltes hurtigt af Flemming Rasmussen, der gav gav sine kyndige vejledning til bandet og blev en slags 'femte medlem', som nu stillede sig på barrikaderne for 'sit' band.
Som Rasmussen husker det i 'Forkælet med Frihed':
- Når andre folk i studiet hørte dem, så syntes de at det var det værste og mest forfærdelige støj og larm, de nogensinde havde hørt. Og vi rendte bare rundt og kunne ikke få armene ned, fordi vi simpelthen syntes det var så superfedt, ik’! Ha-ha.’Det der bliver da aldrig til en skid, mand!', sagde folk. ’Det er da bare det fedeste,’ stod jeg og sagde.
Han var langtfra den sidste som fik dén opfattelse af 'Ride The Lightning'. Og han var heller ikke den sidste som blev 'omvendt' af Metallica.
En måned og én dag efter bandets ankomsten til København var indspilningerne af 'Ride the Lightning' i kassen: 47 minutter og 23 minutter og ialt otte numre, herunder de senere koncertklassikere som 'For Whom The Bell Tolls' og 'Creeping Death', det afsluttende instrumentalnummer, 'The Call of Ktulu' samt den førnævte power ballade, 'Fade To Black', der skabte røre i de mest fanatiske thrash metal-cirkler.
Farvel til snæver trash metal
Allermest rykkede albummet Metallica nogle anseelige alen væk fra den allermest snævre thrash metal-kontekst og satte en ny dagsorden på heavy metal-scenen, da det udkom den 27. juli 1984.
Senere på året fik Metallica major label-kontrakt med giganterne Elektra (USA) og PolyGram (Europa). Omtret samtidig blev Metallica engageret af deres nuværende management, Q-Prime, som havde præferencer til bands som AC/DC og Def Leppard.
At alle bandets anstrengelser havde været henlagt til Sweet Silence studiet, kunne Ken Antony efterfølgende konstantere, da han kom tilbage til sin lejlighed.
Som han grinende erindrer det i Lars Ulrich-biografien:
- Da jeg kom tilbage i min lejlighed var der simpelthen så møgbelortet, så min mor måtte komme ud at gøre rent. Det sjoveste var, at da min mor skulle gøre badekaret rent så var der så meget hår nede i afløbet at du kunne have samlet en paryk som Metallica-medlemmerne havde på det tidspunkt. Det var helt vildt.
Og så kan jeg huske, at der stod en kasse bajere på stuebordet – der var taget et par enkelte af dem – og en seddel hvorpå der stod: ’Thanks for your help, we owe you so much!’
Et drengerøvsagtigt men kreativt ophold i den københavnske senvinter var forbi. Forude ventede verdensherredømmet. For nøjagtigt 30 år siden.
Metallica vendte tilbage til København senere på året, hvor bandet gav deres første Danmarks-koncert i det hedengangne Saga på Vesterbrogade den 11. december 1984. Året efter var de tilbage i Sweet Silence hos Flemming Rasmussen, denne gang for at indspille deres klassiske tredje album 'Master of Puppets.
