For første gang i 20 år: Medie slagter musiker – 'Gør verden til et dårligere sted'
Først kunne han prale med at have mange millioner afspilninger på Spotify. Nu kan han også prale med at have fået en historisk dårlig anmeldelse.

Først kunne han prale med at have mange millioner afspilninger på Spotify. Nu kan han også prale med at have fået en historisk dårlig anmeldelse.

For første gang i 20 år har et nyt musikalbum fået den absolutte bundkarakter.
Sidst det toneangivende amerikanske musikmedie Pitchfork slagtede et album med karakteren 0.0, droppede de helt at skrive en tekst, men viste blot en video af en abe, der tisser sig selv i munden.
Nu er den gal igen!
Pitchfork har lyttet til den 36-årige amerikanske rapper Tygas nye album 'Starface' og giver karakteren 0.0 (Deres skala går til 10.0) med overskriften:
'Selvtilfreds, dovent og deprimerende. Alene dets eksistens har gjort verden til et værre sted'.
Tyga, der blandt andet optrådte på festivalen AiaSound i København i 2022, har generelt fået kritik for sin brug af kunstig intelligens, og det er netop det største kritikpunkt i anmeldelsen.
De kalder albummet for 'noget lort'.
De påpeger, at han i et nummer synger med en 'falsk britisk accent' og i omkvædet 'helt uden tegn på menneskelig åndedræt'.

'Det er en sammensmeltning af 80'er synthpop og disco smækket sammen af en person, der tilsyneladende aldrig har gidet lytte til en eneste synthpop eller discoplade i sit liv,' skriver de videre.
Indtil videre har albummet da heller ikke været nogen kommerciel succes.
Siden udgivelsen 31. juli har den ikke kunne opnå en placering på de amerikanske hitlister, og i et interview med mediet Vibe.com har Tyga måtte forsvare sit brug af kunstig intelligens med, at 'det er den vej, det hele går'.
Udover sin musik er Tyga blandt andet kendt for at have datet kendisser som Blac Chyna, Kylie Jenner og Avril Lavigne.
Albummet, der i 2006 blev anmeldt med en video af en abe, der drikker sin egen tis, var det australske rockband Jets album 'Shine On'.
I den modsatte ende har Pitchfork gennem årene blandt andet givet topkarakteren 10.0 til Kanye Wests 'My Beautiful Dark Twisted Fantasy' og Radioheads 'Kid A'.