’Back and Forth’ er en sober kortlæggelse af Foo Fighters’ 16 år lange karriere – fra Nirvanas endeligt frem til gruppens aktuelle plade ’Wasting Light’ – nye facts kommer på bordet, men filmen er stadig for overfladisk til at være rigtig vellykket.
– Hvis jeg havde taget dette band seriøst fra starten, så havde jeg sgu da ikke kaldt det for Foo Fighters. Det er jo sådan cirka verdens dårligste bandnavn!
Ovenstående udtalelse kommer fra Dave Grohl efter rulleteksterne i den ellers seriøse dokumentarfilm ’Back and Forth’; en dokumantar der byder på en guidet tur gennem Foo Fighters’ karriere fra starten i midthalvfemserne frem til tilblivelsen af den to måneder gamle plade ’Wasting Light’.
Men at blæse denne relativt overfladiske VH1-agtige dokumentar op til en ”film” er nok lige at stramme den. Det bliver sjældent interessant, når en instruktør sætter sig for regelret at gennemgå et bands karriere, og det er det da også kun delvist her.
Dog klæder den sobre tone somme tider ’Back and Forth’, og filmen blotlægger endda dele af Foo Fighters’ historie, der hidtil har været uklare. Og dét er dens force, frem til der går standard-”making of” i den under filmens sidste del om ’Wasting Light’-pladen.
Foo Fighters' dunkle side
Filmen fortælles som nævnt, som tv-dokumentarer bliver det; de involverede taler ud foran et kamera og ser tilbage, mens der klippes til arkivoptagelser. Men det er ikke så kedeligt som det lyder, for man fornemmer tydeligt de deltagendes engagement i projektet.
Alle kender historien om Kurt Cobains død, men rigtig interessant bliver det, når Grohl åbner op fortæller om Foo Fighters’ tidlige år; hvordan han hadede journalisternes evige trang til at stille Nirvana-relaterede spørgsmål og fansenes bitterhed over, at han overhovedet fortsatte karrieren.
Endnu mere interessant er eksponeringen af Foo Fighters’ dunklere sider. Man får for eksempel historien om, hvordan Grohl – bagom ryggen på den daværende trommeslager William Goldsmith – selv genindspillede trommesporerne til Foos anden plade, da han ikke var tilfreds med Goldsmiths.
Usympatiske Grohl?
Og da den nye trommeslager, Taylor Hawkins, kommer med, skrider Pat Smear pludselig, hvilket aldrig begrundes med andet end et vagt ”jeg gad ikke mere”, inden selvsamme Smear kort efter beskriver, hvordan han siden savnede at være med i Foo Fighters, hver gang de udsendte en plade…
Køn er fyringen af Grohls barndomsven Franz Stahl heller ikke. De to spillede sammen i punkbandet Scream, men Stahl nåede ikke at være med i Foo Fighters i mere end et år, inden han blev smidt ud af resten af bandet på grund af ”manglende kemi”.
Man får også beretningen om Hawkins’ heroinoverdosis, der nær tog livet af ham og anbragte ham i koma. Men her beskriver han også, hvor egoistisk han fandt Grohls beslutning om kort efter at lægge Foo Fighters på hylden til fordel for at spille trommer for Queens of the Stone Age…
Væk med problemerne, ind med idyllen
Både Goldsmith, Stahl og Hawkins lyder relativt bitre i deres beretninger om episoderne, men enten har der ikke været tid til at gå i dybden, enten overdramatiseres der, eller også er der simpelthen klippet i materialet. I hvert fald surfes der temmelig overfladisk over problemerne.
Resten af filmen er efterfølgende en dans på roser, fra Foo Fighters’ comeback med kæmpehittene ’All My Life’ og ’The Pretender’ til to udsolgte koncerter, to aftener i streg på Wembley stadion foran intet mindre end 85.000 publikummer.
Og pludselig vender Pat Smear tilbage til bandet inden ’Wasting Light’-pladen. Det får man heller ikke forklaret, inden filmen slår over i en halvkedelig ”making of”-stil ved indspilningerne i Grohls luksusvilla, hvor familieidyllen hersker, mens bandets børn tumler rundt og forstyrrer.
En velproduceret tv-produktion
Den rosenrøde slutning står i stærk kontrast til de problemer, Foo Fighters inden da var igennem, og når rulleteksterne rammer skærmen, sidder man med fornemmelsen af, at ikke alt er blevet fortalt. Hvilket måske ikke er så sært, når band og pladeselskab selv har finansieret dokumentaren.
Heldigvis går der ikke hundrede procent rygklapperi i den, og den lykkelige slutning, hvor Foo Fighters spiller i Hollywood-klubben The Roxy med Franz Stahls Scream som opvarmning virker som en oprigtig forsoning, og retter i det mindste lidt op på Grohls ry som bandleder.
For fans af Foo Fighters er ’Back and Forth’ et must, og på mange måder er den ganske afslørende i forhold til Grohls semidiktatoriske styring af Foo Fighters, men der er altså intet, der adskiller denne ”film” fra en velproduceret tv-produktion.
’Back and Forth’ er ude på både dvd og blu-ray, og hvis man er hurtig, kan man opleve en specialvisning af filmen på det store lærred i aften, mandag, kl. 21.30 i udvalgte Nordisk Film-biografer landet over. Desuden spiller Foo Fighters om en uges tid – tirsdag den 21. juni – på Refshaleøen, lidt uden for København.
