Dave Grohl elsker rock. Og han kan sin rockhistorie.
Først som trommeslager i Nirvana og siden 1994 som leder af sine egne Foo Fighters, et af verdens største rockband har Dave Grohl desuden prøvet det meste i en vild branche. Og på gruppens niende album 'Concrete and Gold' går kærligheden og erfaringen i den grad op i en højere enhed.
Som sangskriveren virker Dave Grohl desuden mere inspireret og grænsesøgende end nogensinde. Og med hjælp fra sit tændte og nådesløst stramme band og produceren Greg Kurstin, der før har arbejdet sammen med bl.a. Adele, Beck og Pink, har DG skabt et af Foo Fighters mest sprudlende og samtidig iørefaldende album.
Dave Grohl har altid taget de klassiske rock-dyder alvorligt. Tingene skal helst være håndspillede. Men på 'Concrete and Gold' er det også tydeligt, at Grohl har valgt at slå døren helt op for alle de moderne pladestudies digitale muligheder.
Således bliver der i den grad leget med den soniske farvelade. Og alene på albummets to første sange 'T-Shirt' og 'Run' når Foo Fighters at lyde som både Wings, Queen, Guns N Roses, Slayer og så tilbage til Wings og dermed The Beatles - uden at tabe tråden.
Samme Beatles bliver fysisk indblandet, når selveste Paul McCartney sætter sig tilrette bag trommerne og leverer et lækkert groove i den tilbagelænede 'Sunday Rain'. Og samtidg er The Fab Four (Beatles) nok det navn, der som inspiration dukker hyppigst op.
Således vrimler 'Concrete and Gold' med 'Dear Prudence'-agtige guitarer, 'Blackbird'-agtige melodistumper, løssluppen forvrænget Lennon-agtig vokal og svulmende Beatles-kor.
Men trods tungtvejende inspiration fra 60'erne og især 70'erne (Pink Floyd sprøger især på det storslåede titelnummer, der afslutter albummet), sætter Dave Grohl og Foo Fighters aldrig deres egen identitet over styr.
Inspirationen er således i høj grad hentet i fortiden men budskabet om kritisk tænkning, fællesskab og gå-på-mod er i den grad her og nu.
Rocken lever. Og en stor del af æren tilfalder Dave Grohl og hans evigt unge legekammerater.
