Aquas første single i syv år – og nu uden det fjerde medlem Claus Norreen – går i en helt ny, afdæmpet retning, som fans af de gamle hits måske vil finde en anelse kedelig.

Alletiders største danske popband er tilbage med ny musik. Syv år efter ’comeback’-albummet ’Megalomania’, der kastede hårdtpumpede dance-numre af sig som ’How R U Doin’ og ’Like a Robot’, har Aqua nu udsendt singlen ’Rookie’, der desværre nok ikke bliver en ny evergreen.

Siden sidst har Søren Rasted haft succes med fætter-kusine-bandet Hej Matematik og podcasten ’Den grå side’, Lene Nystrøm har kastet sig over skuespil, mens René Dif har uddannet sig som kok og kørt en burger-foodtruck.

Aqua er tilbage med den nye single 'Rookie'.
Aqua er tilbage med den nye single 'Rookie'. Foto: Pressefoto
Vis mere

Claus Norreen meldte sig i 2016 ud af bandet og har siden ikke givet lyd fra sig, men nu hvor Aqua igen er på landevejen, er det oplagt, at de har fundet lysten til også at gå i studiet, og her er den nye ’Rookie’ lidt af en overraskelse.

Lene Nystrøm åbner nummeret ind over en akustisk guitar, og man får indtrykket af, at Aqua er gået ren country. Efter et lidt sørgmodigt rulletekst-omkvæd stempler René Dif ind med sin mørke Nickelback-agtige rock-vokal, og selvom det egentlig lyder fint, og man sagtens kan forestille sig lighter-havet vugge fra side til side, så bliver det liiiige langsomt nok.

Søren Rasted og co. har tidligere skrevet masser af effektive sjælere, det er bare tidligere set med bedre melodier og mere fængende sangtekster. Her bliver et omkvæd, hvor Lene Nystrøm for eksempel bare gentager ’lalalala’ lidt for uopfindsomt.

Det er kun fedt med ny musik fra Aqua, og der skal også være plads til et par skæverter – lad os håbe, den sidder lige i skabet næste gang. Hvor meget de har brug for Claus Norreen for at lave hits er for tidligt at sige, men første udspil som trio ender lidt som den bløde mellemvare.

Hør 'Rookie' her: