Lyt til artiklen

Alphabeats energiske forsanger Anders S.G. går solo.

Siden Alphabeat i 2005 bragede ind på den danske musikscene med hitsinglen 'Fascination', har Anders S.G., hvis borgerlige navn er Anders Stig Gehrt-Bendixen, været kendt som den tamburinspillende forsanger ved siden af Stine Bramsen.

Alphabeat gik i opløsning i 2013 og vendte siden tilbage i 2019, men da de sidste efterår takkede af igen, begyndte Anders S.G. for første gang i karrieren at skrive nye sange udelukkende til sig selv.

Ud over Alphabeat har han igennem tiden lavet musik som en del af producerduoen Thanks og i projektet 'Frankie & Me', men på fredag springer han for første gang ud som debutant i eget navn med debutsinglen 'Noget for nogen'.

Alphabeat under Grøn koncert på Tiøren i København, torsdag den 18. juli 2019.
Alphabeat under Grøn koncert på Tiøren i København, torsdag den 18. juli 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg har altid skrevet sange, men aldrig til mig selv. De handlede altid om andre og andet. Men hvem er jeg, og hvad fanden handler det hele egentlig om? Det var de spørgsmål, der pludselig poppede op sammen med det danske sprog, som var en uudforsket brønd, jeg aldrig før har fisket efter guld i,« udtaler Anders S.G. i en pressemeddelelse og tilføjer:

»'Noget for nogen' er skrevet ud af rastløshed. Når man inderst inde godt ved, hvor man skal hen, men mangler retningen. Den er fortællingen om nyt liv – bogstaveligt talt – og om, at forløse sit egentlig potentiale som menneske.«

I pressemeddelelsen beskrives debutsinglen som 'uspoleret pop-eufori og det nye univers som 'sange fra barndommen og ungdommens gade med en nysgerrig søgen ind i voksenlivets uendelige tankespind'.

'Noget for nogen' efterfølges senere af et debutalbum og en koncertturné.

Hør seneste udgave af B.T.s podcast 'Det vi taler om' herunder: