Fleetwood Mac er færdige.

Det britisk-amerikanske rockband kommer ikke længere til at optræde, efter bandmedlemmet Christine McVie gik bort i november.

Det bekræfter trommeslageren Mick Fleetwood over for The Times Sunday ifølge Los Angeles Times.

»Jeg tror virkelig, at der er trukket en linje i sandet med tabet af Chris,« siger Mick Fleetfood på den røde løber ved søndagens Grammy Awards og fortsætter:

»Jeg vil sige, at vi er færdige, men det har vi alle sagt før. Det er bare utænkeligt lige nu.«

Den 75-årige musiker fortæller videre, at alle nulevende medlemmer af bandet har travlt med andre optrædener – og det samme fokus har Mick Fleetwood selv.

Fleetwood Macs sidste fælles optræden var i 2020 i forbindelse med en mindekoncert til ære for en af bandets grundlæggere, sangskriveren og guitaristen Peter Green.

Rockbandet har siden deres begyndelse i 1967 udgivet 18 albums og solgt mere end 120 millioner plader verden over.