Året var 1977, og helvede var løs!

Udi rendestenspoeters og zeitgeist-profeters egen indbildning var det nu oplagt tiden til at ritualafbrænde fortidens rockmusik for at give plads til mere punkrock og new wave.

Som så ofte før gjorde de ovennævnte dog regning uden livet udenfor elfenbenstårnets mure. Og således blev én af det års største rocksællerter en godt swingende, velspillet, pop-inspireret og sonisk detaljeret rockplade. Et album med omtrent så meget tilfælles med punk som en bagstiv gårdsanger har med Det Kongelige Kapel.

Det album var ’Rumours’ med britisk/amerikanske Fleetwood Mac.

35 år og mere end 40 millioner solgte eksemplarer senere har det album status som én af rockhistoriens helt store klassikere, og et genhør med ’Rumours’ på dette ’expanded edition’ sæt maler en bred streg under årsagen: ’Rumours’ er nemlig såvel lydmæssigt som stilistisk helt unik den dag i dag – ikke mindst takket være Stevie Nicks’ alfevokal og Lindsey Buckingshams fremragende guitarspil.

Sange som ’Dreams’, ’Second Hand News’, ’Go Your Own Way’ og ’The Chain’ vidner om en kompositorisk intelligens i arbejde, som ellers er stort set fraværende i popmusik, ligesom mikset af akustiske og elektriske instrumenter i en helt speciel luftig produktion stadig gør ’Rumours’ til det oplagte soundtrack til lune sommernætter og romantiske udskejelser.

Med på ’Expanded Edition’ får man en fremragende liveoptagelse fra ’Rumours’ turnéen samt og en disc med diverse alternative versioner af sangene. Albummet fås også i en deluxe udgave hvor du får vinyludgaven af det originale ’Rumours’ og yderligere en cd med alternative optagelser med.


 FLEETWOOD MAC, ’Rumours – Expanded Edition’, (Warner Bros.) Fem ud af seks stjerner

Andre læser også