Julie Maria har efterhånden ventet en del år på gennembruddet som popsangerinde. Talentet er uomtvisteligt, men sangene og formen har været af varierende styrke. Efter sidste album Kom fra 2012 stillede Julie Maria karrieren på pause og kom frem til, at der er andet i livet end at stræbe efter end at være popsangerinde.

Denne erkendelse tager hun med sig på Danse til vi dør, der viser en afklaret sangskriver, som for alvor tør give sårbarheden tone og farver på en række nedtonede og formfuldendte sange, hvor hendes glasklare vokal finder det perfekte leje. Julie Maria har først og fremmest fundet sårbarhedens klang i et let elektronisk afsæt og med et friskt melodiløb.

Det fungerer flot i titelmelodien, der går op i tempo, men Julie Maria er stadig mest intens i den dæmpede øjeblikke, som i den smukke og ærlige Bedre end jeg, der opsummerer Julie Maria nye erkendelser.

Julie Maria har fundet ud at, at der skal to til en dans, og det høres både i ord og toner på Danse til vi dør, hvor hun har genfundet melodien og glæden ved musikken.

Julie Maria: 'Danse til vi dør', album / Playground Music, udgivelse 19.05.2017