****
(Fire stjerner)
Der er frækt og svedigt i Operaen, når musicalen Dirty Dancing spiller i de næste syv uger. Men helt så dampende dirty som i filmen bliver det aldrig på scenen, hvor der er mindre kant og mere pænhed. BT så fredag aften Operaen-premieren.
Der er ellers drøn på dansegulvet, i sengen og på publikumsrækkerne i dette herlige sammenrend af vidt forskellige talenter fra flere hjørner af den danske underholdningsverden. Nogle har deres styrke i at danse, andre i at synge eller spille skuespil. Ingen mestrer alt, men tilsammen skaber de en forestilling, der sprudler.
Lidt for langsomt bygges der op til det afsluttende brag. Her hiver danseinstruktøren Johnny omsider Baby ud på dansegulvet og op i luften med den replik, alle venter på:
'Nobody puts baby in the corner'. De to spilles med stor loyalitet og charmerende personlige twists af Silas Holst og Mathilde Norholt.
Filmen Dirty Dancing var vild, våd og anderledes – og faldt på et tørt sted, da den fik premiere i 1987. Det var omtrent samtidig med, at videobåndoptagere blev allemandseje.
Dengang holdt man videoaftener med en stak udlejningsfilm, og Dirty Dancing blev en favorit på tværs af generationer, køn og genrer.
Musicaludgaven har ikke helt samme dristighed eller drift. Der er ikke så meget på spil.Til gengæld er der plads til komik. Robert Hansen skal bare vise sig på scenen i et par højtaljede bukser eller begynde på en replik, før publikum kvitterer med latter og klapsalver.
På samme måde spiller Laura Drasbæk hele sit komiske talent ud i rollen som Babys søster. Kim Ace Nielsen spiller ligeledes virtuost på mange komiske strenge, endda med en smuk alvorskant.
Det er et must at have set filmen, hvis man vil have fuld glæde af forestillingen. Alt for mange replikker drukner i munden på nogle af de af medvirkende. Hvor skøn danseren Karina Frimodt fx end er at skue og til at give den gas på dansegulvet, så er hun næsten uforståelig, når hun taler. Hvis bare hun dog ville åbne munden halvt så højt, som hun svinger stængerne.
Det var ventet med spænding om Silas & Co kunne spille hele Operaen op efter at de sidste år spillede i Tivolis Koncertsal og Musikhuset Aarhus. Svaret er ja, men jeg synes de snyder.
Arrangørerne har slæbt alle deres projekter-skærme med og stillet dem op på et mindre areal forrest på scenen. Skærme giver god mening, når der er mange, hurtige sceneskift på små scener. Så kan man lynhurtigt smide et vandfald op på skærmene, og vupti er illusionen klar.
Men operaen råder over en kæmpe scene, foruden elevatorer og anordninger, som på sekunder kan ændre en scenografi. Alligevel nøjes man med at stille sine skærme op og tænde for drejescenen i slow motion. Det svarer da til at medbringe paptallerken og plastikbestik på restaurant Geranium.
At man ikke har bygget en dekoration i tre dimensioner skyldes næppe økonomi.
Forestillingen har solgt 245.000 billetter siden 2014. Men bortset fra scenografien er der god valuta for pengene.
Der er endda et ekstra nummer, idet Silas Holst synger She’s like the wind. Da han til slut løfter armen og med det helt rette tonefald siger, tak for i aften er det med en sand rockstar-attitude, der lover godt for hans fremtidige forestillinger. Han er stjernen, men båret af et stort og superprofessionelt hold.
Spiller i Operaen frem til 14. august.
Iscenesættelse: Anders Albien.
Koreografi: Tim Zimmermann
Kapelmester: Joakim Pedersen
Medvirkende: Silas Holst, Mathilde Norholt, Karina Frimodt, Robert Hansen, Laura Drasbæk, Dick Kaysø m.fl.
Billetpriser: kr. 168-918.
www.dirtydancingmusical2016.dk
