»Hva' så, Roskilde … Er I der?«

Sandsynligheden for, at det tilbagevendende spørgsmål denne sommer kan besvares med et ja, er rykket lidt nærmere.

»Vi har ikke helt armene over hovedet endnu. Vi har ikke vished, og ingen ved, hvad der sker med mutationerne. Men der er mange positive ting i udmeldingerne lige nu,« siger Esben Marcher, der er sekretariatschef i Dansk Live.

Dansk Live repræsenterer langt de fleste danske festivaler og udendørs koncertsteder, blandt andre Roskilde Festival, Smukfest, Tivoli Fredagsrock, Tønder Festival og Northside.

Sådan så Dyrskuepladsen i Roskilde ud på den normale åbningsdag sidste år, hvor festivalen blev aflyst på grund af corona. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sådan så Dyrskuepladsen i Roskilde ud på den normale åbningsdag sidste år, hvor festivalen blev aflyst på grund af corona. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

De positive udmeldinger, han refererer til, er både dem, som sundhedsminister Magnus Heunicke mandag meldte ud, og de generelle forbedringer af teststrategierne.

Mandag lovede sundhedsministeren, at regeringen er klar til at åbne »så meget, som det er muligt«. Blandt andet pegede han på, at udendørs kulturinstitutioner kan genåbnes med krav om negativ test.

Løftet gav han, efter en gruppe af uafhængige eksperter er kommet med deres anbefalinger, og Statens Serum Institut har regnet på de mulige scenarier efter en genåbning.

»I første omgang tænker sundhedsministeren måske ikke så meget på udendørs musik og koncerter, som på fodboldkampe og zoologiske haver. Men det peger i retning af det, vi har sagt længe, nemlig at man med test kan gennemføre store koncerter,« siger Esben Marcher.

Og dét er forsigtig, sød musik under bøgetræerne hos landets festivalarrangører, mener han.

Esben Marcher fra Dank Live repræsenterer koncertarrangører og festivaler over hele landet. Foto Kim Matthias Leland.
Esben Marcher fra Dank Live repræsenterer koncertarrangører og festivaler over hele landet. Foto Kim Matthias Leland.
Vis mere

»Nu hvor vaccinerne ruller, mangler vi bare, at teststrategien bliver god nok, til at vi kan bruge test før koncerter og festivaler. Så bør man kunne lave begivenheder – måske ikke som vi kender dem, men i nærheden af det, vi kender.«

Sidste år aflyste Roskilde Festival årets musikfest 6. april. Endnu er der ikke meldt ud, om festivalen gennemfører programmet for 2021, men planlægningen er stadig i fuld gang.

Derfor håber Esben Marcher, at politikerne onsdag vil fremlægge en plan, der rækker lidt længere frem end til marts.

»Jeg håber, vi får noget mere langsigtet, og at vi får klar besked om, hvad vi kan til sommer.«

Efter normale forhold er vi langt forbi sidste frist for at beslutte, om en festival skal gennemføres eller ej.

»Men det her er ikke normalt. Politikerne kan ikke garantere noget, men vi efterlyser, at man finder en måde, hvor festivalerne kan planlægge videre på,« siger Esben Marcher, der har deltaget i møder med politikere både i og uden for regeringen.

En ting, der skal komme styr på, hvis det skal lykkes at holde sommerens koncerter i år, er arbejdet med at udvikle unikke og personlige coronapas.

»Festivalerne er ved at gøre sig klar til at håndtere test og coronapas ved indgangene. Flere firmaer har lavet løsninger til udlandet, men det behøver ikke være komplicerede tekniske løsninger,« siger Esben Marcher, der selv netop har printet et coronapas ud for at komme gennem Sverige til Bornholm, hvor han er på ferie.

»Vi skal have QR-koder eller en app, der kan vise negative coronatest for eksempel som en grøn plet på telefonen. Så kan vagterne tjekke dem, ligesom de ved festivaler tjekker armbånd, og om der er flasker i tasken,« siger Esben Marcher.