Steffen Jungersen bedømmer årets Roskilde Festival

Scenen er fronthegnet foran Roskilde Festivals Orange Scene hen mod klokken 16 søndag. På scenen står ét af Sveriges største rockikoner, Ulf Lundell. Han spiller '67'. Rock’n’roll, som vor mor lavede den. Hvis vor mor vel at mærke hed Chuck Berry. Pludselig bliver øjeblikkets ulidelige lethed åbenlyst for meget for to af de orange-vest-klædte frontvagter ved scenen. De smiler til hinanden og tager så simpelthen en svingom til rockens hyldest derinde mellem hegnene. ’ Alt ævl om uopnåelige hovednavne som Springsteen må stoppe nu Øjeblikket tog tankerne på en retrospektiv himmelfart tilbage til Georgia Satellites’ afsindige lukningskoncert på festival 1988, til Van Halens hardrock-homerun i 1995 og til Black Sabbaths mesterlige midnatsmesse i 2005. Dér hvor rockens og Roskildes hjerte for alvor slog. Men først og fremmest signalerede de to vagters åbenlyse forelskelse i livet og rocken som sådan, at Roskilde Festival i 2009 er tilbage på sporet. Roskilde Festival glemte alt om svinedyre verdensnavne og brugte i stedet budgettet på holdbare navne fra mellemlaget, som man ved med stor sandsynlighed VIL levere varen. Endelig FESTival For de gjorde det jo. Folk som Oasis, Nick Cave, Nine Inch Nails, Tim Christensen, Down, Satyricon og Ulf Lundell beviste, at en status under verdensstjerne på ingen måde behøver signalere ringere kvalitet – snarere tværtimod, når man tager de travestier, på papiret supernavne som Guns N’Roses, Radiohead og Red Hot Chili Peppers har budt os i de senere år. Dermed må alt ævl om uopnåelige hovednavne som Springsteen, AC/DC og U2 stoppe nu. I 2009 gik Roskilde Festival langt om længe primært efter FESTEN. Det kan selvfølgelig blive endnu bedre, men det skal jeg ikke trætte jer med nu. Blot konstatere at Roskilde er tilbage på rette spor. At de fleste, jeg mødte, forekom mærkværdigt lykkelige. Samt at fanden også skulle stå i andet, når man har kunnet få lov at opleve så mange fede koncerter i løbet af en forlænget weekend. Og så har den potentielle partyfest over dem alle, Eagles Of Death Metal, i skrivende stund ikke engang spillet endnu. Tak for festen, Roskilde.