Efter en haltende start fik John Mellencamp og hans stærke backingband spillet den helt store fest i gang i Vega, hvor 1.500 fans var mødt frem for at hylde veteranen.

Bloomington, Indianas John Mellencamp har altid stået i skyggen af sit store idol, Bruce Springsteen. I hvert fald herhjemme, hvor han ikke har fået den store opmærksomhed, siden han i 80’erne havde hits som ’R.O.C.K. in the U.S.A.’, ’Pink Houses’ og ’Small Town’.

Den seneste koncert med Mellencamp på dansk grund var da også tilbage i 1992 – få år før et hjerteanfald en stak pind i hjulet på den ellers arbejdsomme rockers karriere, der i starten af det nye årtusinde holdt liv i sit foretagende med middelmådige plader og et coveralbum.

Veteranen virkede altså klar til at blive skrevet i glemmebogen, da produceren T-Bone Burnett pludselig hjalp ham på rette spor i 2008 med pladen ’Life, Death, Love and Freedom’, som sidste år blev fulgt op af næsten lige så vitale ’No Better Than This’.

I Burnetts vanligt skramlede og roots’ede produktion (tilsat Marc Ribots guitarspil) lød Mellencamp pludselig som en lunefuld parring af Tom Waits, Tom Petty, John Prine og selvfølgelig Springsteen, og egentlig var det fuldt fortjent, at han, hér, på karrierens 35. år i aftes trak fuldt hus i Store Vega.

Rusten start

Og der var ikke sparet på noget – først blev publikum trakteret med en ny dokumentarfilm, ’It’s About You’, om aftenens hovedperson, og efterfølgende stod den på to timers tur rundt i hans omfangsrige katalog, med udgangspunkt i de 80’ernes storhits.

Desværre blev der åbnet med en famlende udgave af ’Authority Song’, hvori hverken Mellencamp eller hans band kunne finde det rigtige ben at stå på. Men den nu 59-årige sanger fik heldigvis hurtigt rystet rusten af stemmebåndet, og nye ’John Cockers’ og ’The West End’ glimrede genialt.

En stor del af æren må også tilskrives den virkeligt velspillende sekstet, der bakkede den aldrende provinsknægt op – især var det en fryd at følge guitarist Andy York og violinist Miriam Sturm spille nyt liv i de mange gamle hits, der ellers kunne fremstå noget fortærskede.

Knevren og fællessang

Ind i mellem understregede akustiske indslag – navnlig sange som ’Jackie Brown’ og ’Small Town’ – at Mellencamp snildt kan stå på egne ben uden et stort band bag sig. Hans rå stemme gjorde faktisk stærkere indtryk i helt afklædt form.

På den negative side var dog også den fredag aftensknevrende del af det publikum, som kun var kommet for at høre hits, hvilket især kunne mærkes, når Mellencamp spillede nyere sager eller obskure fund fra sangskatten.

Men fra og med ’Jack & Diane’ fra gennembrudspladen ’American Fool’ (1982) overdøvede det fællessyngende danskerkor den gode John (på den gode og festlige måde) gennem resten af koncerten – ekstranummerpausen blev skippet og intensiteten steg voldsomt.

Indenom Springsteen

Aftenens hårdest rockende øjeblik kom i form af ’Rain on the Scarecrow’. Hér var Mellencamp med sin Telecaster over skulderen lige ved at overhale Springsteen indenom, og ligeså stærke ’Paper in Fire’ medførte direkte ekstatisk stemning blandt de 1.500 tilhørere.

Mod slut blev en euforisk fan sågar hevet op på scenen for at synge med på signatursangen ’R.O.C.K. in the U.S.A.’, så der var ikke et øje tørt, da publikum forgæves forsøgte at klappe og trampe deres helt tilbage til et ekstranummer eller to.

I sandhed en folkefestlig afslutning på en koncert, der dog ikke var lige solid hele vejen igennem.

Man kunne godt mærke, at den var den første på Europaturnéen, men til gengæld tør man næsten ikke tænke på, hvor fantastisk Mellencamp og co. vil være om en uges tid, lidt inde i turnéen.

Andre læser også