Ét er sikkert og vist, når man har hørt dette debutalbum fra danske Black City: Foo Fighters har sandt for en massakreret Marshall-forstærker ikke levet forgæves!

Faktisk formeligen pogo’er Dave Grohl og co.s spøgelser i stuen, fra det øjeblik Black City stormer ud af startklodserne med 'Summertime' og de små fyrre minutter frem, dette opus varer.

Og det er både godt og ondt.

Godt fordi Black City i lighed med de åbenlyse forbilleder (og smid bare D-A-D med ind hér) leverer den hårde rockvare med åbenlys og smittende entusiasme, ligesom Black Citys evne til at skrue et fængende omkvæd sammen heller ikke bør forklejnes.

Knap såheldigt er det så, at Black City - også i lighed med Foo Fighters - stort set uafladeligt tonser af sted med samtlige tolv cylindre på overarbejde fra start til slut. Uden at agte på at dét, som gør god musik til noget større, er evnen til at tilføre varen lys og skygge, variation og - ja da - det dér forkætrede begreb, de kalder dynamik. Nogle mere groovy passager og nogle velplacerede guitarsoli ville altså have gjort underværker i den sammenhæng.

Ingen tvivl dog om at Black City er en fest med fanden selv i førersædet live, og det vil jeg gøre det til en prioritet at opleve snarest. I mellemtiden vil jeg - kritikpunkterne til trods - nyde ørehængerne og tøjlesløsheden på bandets debutalbum og ikke mindst bandets trumfkort, sangeren Bjørn Poulsen, som rammer en fin balance mellem Chris Cornell og en mere velsyngende Ian Astbury.

Samt selvfølgelig bevidstheden om at vi har fået endnu et potentielt stort rockband i Danmark, og dem kan vi faneme aldrig få for mange af.


BLACK CITY
'Black City'
(Universal)