Maria Lucia Rosenberg lyser op som en Edelweiss på en alpeskråning i Det Ny Teaters nye, vellykkede opsætning af 'The Sound of Music'. Den største stjerne er dog stadig Rodgers og Hammersteens uimodståelige sange. Klassikere som 'Do-Re-Mi', 'Bjergenes sang', 'Seksten, snart sytten år', 'Edelweiss' og 'Stig op på bjerget'.
'The Sound of Music' er mange ting på én og samme gang. Så mange, at man på forhånd sagtens kunne frygte at møde en musical, der for længst havde overskredet sidste holdbarhedsdato.
Historien bygger på en virkelig historie, første gang dramatiseret i en tysk film i 1956, da Tyskland var i færd med at rejse sig af ruinerne efter 1945. Dengang primært en nationalistisk fortælling, der spillede sin rolle i en fase, hvor tyskerne søgte ny selvtillid og -følelse.
Den amerikanske musicalversion, som tyskerne aldrig helt har taget til sig, tilføjer den tyske hjemstavnsfortælling dét, som amerikanerne kan: en autostrada af alment menneskelig tematik.
Står fast på principperne
Skal man følge sit hjerte, eller gøre, som de andre siger? Lege og være kreativ eller trampe i række? Vælge venskab frem for opportunisme? Karriere frem for sine børn? Undertrykke sorg og smerte eller bearbejde det? Samtidig tilføjede musicalversionen det nazistiske aspekt. von Trapp vælger at stå fat sine principper og kærligheden - og flygter.
Der bliver truffet mange kloge og rationelle valg i 'The Sound of Music'; personerne bliver hurtigt klogere og forbedrer sig i lyntempo. Anne Supplis Elsa Schräder, Steen Springborgs Max Detweiler og Jens Jacob Tychsens kaptajn von Trapp. Den præmis skal man acceptere.
Man kunne fabulere en del over sammenfaldet; at von Trapp'erne må flygte fra Salzburg, der i dag er et knudepunkt i trafikken af flygtninge fra Mellemøsten. Den symbolik vil efter min smag være lovlig tyk, omvendt er mennesker på flugt fra krig et evigt gyldigt tema.
Den ikoniske filmversionen fra 1965, med Julie Andrews i hovedrollen som Maria, var ikke bare definerende for eftertidens versioner af musicalen - om ikke andet som et state of mind for de mange generationer, der har set den. Den satte en standard for filmatiserede musicals i sin eftertid.
Nostalgiens ubønhørlighed
'Sound of Music' har altså sin egen historie, tilsat nostalgiens ubønhørlighed imod sig i 2015.
Men det hele hænger sammen i Det Ny Teater. Musicaldronningen Maria Lucia Rosenberg stråler som en sol - mild og karmafyldt; hun synger fornemt sine to solonumre. Hvad der især imponerer er dels den naturlige troværdighed og den sødmens autoritet, Maria Lucia lægger i Maria, der næsten er for god til at være sand i den tegneserievirkelighed, som en musical også er. Dermed også sagt, at Maria Lucia har udviklet sig til en god skuespiller.
Dels er der den helt åbenlyse kemi og varme mellem hende og de syv von trip-trap-træsko børn. Og for den sags skyld også troværdighed i forelskelsen i von Trapp og de to-tre kys, manuskriptet tillader de to. Ja, det går vildt for sig på Gammel Kongevej.
Det er slående, hvor godt de syv børn er instrueret, hvor harmonisk de spiller sammen - der er et imponerende flow i samspillet børnene imellem.
Især den ældste, spillet af Clara Rugaard-Larsen synger som en drøm.
Nu er det jo en kendt sag, at hvis man vil have likes på sin facebook-side, skal man oploade billeder af små børn. Og der var mange likes fra salen torsdag aften til den bette, charmerende Matha Fogh Duelund, der spiller det yngste barn på seks.
Så er der Louise Fribo som Abedissen. Fribos sanglige kvaliteter er der ingen grund til at opremse eller argumentere for. De er kendte. Hun scorede da også aftenens største bifald efter 'Stig op på bjerget' lige før pausen. Meget, meget smukt bar Fribo Richard Rodgers skønne melodi mod bjergtinderne i kulissen.
Steen Springborg spiller lunt rollen som Max, hvis væsentligste rolle i forestillingen er at tilføje humor til drama, passion og snigende fascisme. Efter nogenlunde samme devise som Julie Andrews formulerede det i en anden sammenhæng: kom lidt sukker på skeen, hvis medicinen er sur.
Det samme i øvrigt til dels med børnene. Og Kim Hammelsvang Henriksens karikerede Hernn Flick-lignende nazist.
Jens Jacob Tychsen forlener fint den bryske, kantede kaptajn, der overgiver sig til Maria, sine børn og gør det rette. Det er næppe nogen helt let rolle, men man tror på ham, efterhånden som han udvikler sig.
Det skal indrømmes, at denne anmelder har en lidt speciel tilgang til 'The Sound of Music'. Det var den første film, jeg så i biografen som klejn. Har aldrig set den siden, men fornemmelsen af magi i den sydsjællandske biografsal, smil, sang som kontrast til tungt teutonisk mørke har overlevet.
Magien forløses
Det forunderlige ved Det Ny Teaters opsætning er, at den forløser den magiske fornemmelse. Det skyldes spillerne, instruktionen, sangene - det skyldes den dunkle bjerg-scenografi, der både fungerer som effektivt medspil i de mørke passager såvel som i historiens lyse kapitler.
Det hele falder på plads, efterhånden som aftenen skrider frem, og den ene scene glider over i den anden. Flot, som man det ene øjeblik kan være til Strauss valsefest - det næste i forknyt nattescene.
Ja, 'The Sound of Music' er et tematisk vejkryds af en fortælling, hvor sentimentalitet krydser klinger med hagekors, men den er så flot og medlevet fortalt, at man tror på afslutningsbilledet på scenen med familien von Trapp tæt sammensluttet.
At sige, at man tror på kærligheden er til den floromvundne side, men man tror på fortællingens kærlighed.
Det er verdammt godt gjort af dem på og bag scenen. Og - som skrevet - af Richard Rodgers og Oscar Hammersteen II.
'The Sound of Music', Det ny Teater, premiere torsdag.
Musik: Richard Rodgers, Sangtekster: Oscar Hammerstein. Manuskript: Howard Lindsay / Russel Crouse. Iscenesættelse: Daniel Bohr. Scenografi: Paul Farnsworth. Musikalsk indstudering: Per Engstrøm. Koreografi: Hayley Franks Høier
