For første gang i årevis er Sanne Salomonsen på semi-akustisk turné. Det tre musikere store band er formentlig det mindste band nogensinde i Sannes karriere. Dét har været værd at vente på i de 41 år, der er gået siden, Sanne debuterede med albummet 'Sanne Salomonsen'.
Allerede fra det første nummer, en sjælekriblende version af den nøgne ballade 'Hjem' - det ligner fru Salomonsens nye signatursang - fornemmede man, hvad der var i vente denne torsdag aften i Greve.
Et endog meget varmt og ja, ligefrem bevægende møde mellem en værdig Sanne og et usædvanlig medlevende og lydhørt publikum.
En synligt og hørbart nervøs Rock-Mama entrerede lidt efter 20 scenen sammen med sit band. Nikolaj Steen på lidt akustisk og elektronisk slagtøj, bas og guitar, Morten Woods guitar, Annika Askman keyboards. Alle tre på kor.
Scenen stil- og smagfuldt scenograferet, dæmpet belysning, mørke farver. Passende nok især blå. For det var dér, vi var. En aften i det intime rum, hvor væggene er tapetseret med blå følelser og udsigten fra vinduet fyldt med længsel. Med andre ord, et rum, der ligger der, Where Blue Begins.
Det rum kan godt blive noget trangt, hvis man kommer med forventning om en pletfri aften. For, som Sanne selv sagde det, 'der bliver sikkert nogle fejl i aften'. Der røg et ord fra teksten og en præcis intonation af og til. Sannes stemme er ikke, hvad den har været. Der er vist en lille håndfuld toner tilbage. Der er indimellem pænt med effekter på mikrofonen. Men hvis man går til koncert for opleve perfektion, bør man nok overveje at blive hjemme i sit excel regneark.
Sanne emmer af levet liv, stolthed. Det klæder de skrammede sange om uprøvede muligheder, savn og kærlighed, der har passeret sidste holdbarhedsdato, at blive spillet nøgent.
De senere år har Sanne fået bøllebank af anmelderne. Hun er kaldt patetisk. Ringvrag. Ulidelig. Pinlig. Det var ikke den Sanne, der sang for i Portalen her til aften.
Ingen manerer, ingen postuleret pop-potens, ingen 'hvor er I bare fede allesammen'. Bare Sanne, sangene og samværet.
Leveret lige præcis så intimt og personligt, som det altid har været med den Sanne Salomonsen, vi har fulgt ind og ud af ægteskaber med diverse musikere, og selvfølgelig gennem og efter sygdommen, der ramte hende for otte år siden.
De to sæt består alene af ballader fra Sannes store katalog. Faktisk var det ene ekstranummer, den gamle charme-popper 'When You Walk In the Room' ene om at invitere til fest og gang-i-den.
Sanne blev akkompagneret mere eller mindre nedbarberet og mimalistisk med luft og plads til sangene og sangerinden - og til følelsen.
Den første rundgang med gåsehud kom i tredje nummer 'Can't Make You Love' fra 'In A New York Minute'-albummet. En utrolig stemningsmættet melodi af den type, der skaber de dér blodrøde billeder i hjertet. Præcis som Don Henleys fantastiske titelsang fra samme album.
En helt trimmet version af 'Øde ø'.
'Uden dig' totalt af-rugsted&kreutzfeldtiseret. Igen sunget med færten af smerten i fokus.
Guitarist Morten Woods på vokal i 'Jeg i live' - helt uden pladeversionens patos.
Et veltimet to nummers tema med to af Sannes egne Sneakers-sange. 'Efter festen' og 'Sidste nat', det senest skrevne Sneakers-nummer overhovedet.
Bakket op af sit band, altmuligmand Steen, den alsidige, blændende Morten Woods og cool Annika Askman, der behandler sine tangenter som en maler sin pensel. Alle tre på kor, som svøbte sig om melodierne.
Efterhånden som aftenen skred frem var det meget tydeligt, at Sanne nød publikums respons. Stående klapsalver og hvad har vi. Dialog som i:Sanne: 'Jeg har nogle lydproblemer, det kan godt være, at jeg får noget politiradio i ørerne'.
Svar fra salen: 'Hvad havde du regnet med, du er i Greve'.
Sanne fortalte, at det sidste nummer både for hende selv og sønnen Victor Ray symboliserer hendes kamp tilbage fra sygdommen. Vi taler om 'Overgir mig langsomt'.
Det var meget, meget bevægende, at høre sangerinden på hårdt arbejde for at stjæle den tilbage fra komponisten Mads Langer, hvis vokal rækker noget længere. Fik jeg skrevet bevægende? Ja. Da sugede det i maven.
Igen, stående klapsalver. Og igen efter sidste ekstranummer, den skønne 'Det ikke det du siger'. En gang en tour de force for en meget ung sangerinde med en stemme stor nok til at erobre hele verden. I dag et testamente før tiden, der emmer af levet liv i alle sprækker og rynker. Smukt. Og sexet som aldrig før.
Fedt at oplevet det, som jeg håber, er den sande Sanne.
Det var ikke det hun sang, det var måden vi fik sagt farvel til hinanden til sidst.
Sanne Salomonsen, turnépremiere i Portalen, Greve, torsdag aften.
