”Nynnede med på 'Wing' hele vejen hjem, og den renser altid lige sjælen før en ny dag,” som en begavet bekendt engang skrev. Og netop dette afdæmpede uddrag fra 1996-udspillet Gone Again får lov at åbne (endnu) en stærk aften med Patti Smith – denne gang ikke henlagt til hovedstaden, men derimod en idyllisk beliggende slotsgård nord for Grenaa.
Forinden har vi fået et opvarmningsnavn i skikkelse af Annisette Koppel og medbragt kvartet med backingsangerinden Amina Carsce, svigersønnen Frank Hassselstrøm og altid gode Las Nissen på elektrisk guitar.
Og vi skal ikke langt ind i det korte sæt – You’ll Know in the Morningog The Messenger Speaks er højdepunkter – inden det står klart, hvor begavet en booking det er at lade netop Savage Rose-sangerinden varme op for Patti Smith.
For selvom Annisette som tekstforfatter er et godt stykke fra Smiths poetiske pondus – ja, så er der alligevel tale om visse fælles dagsordener.
Fred og frihed
Det handler om fred, frihed og en insisteren på håbet og sammenholdet midt i de talløse eksempler på det modsatte i en verden fuld af fornedrelse og uretfærdighed. Og om en tro på kunsten – og specifikt musikken – som et middel til at løfte, samle og anspore.
Det er de facto en kompakt udgave af Savage Rose, og de leverer en opvarmningskoncert, som lever op til sit navn: Publikum varmes op, bringes i stemning til aftenens primære attraktion.
Og da Annisette og kompagni forlader scenen efter en halv times tid, er de første fredstegn røget i vejret blandt et publikum, som er sammensat af overvintrede hippier, nysgerrige lokale og en lille gruppe hardcore fans, som bliver hængende længe efter alle andre er gået, i håb om at hilse på Patti Smith på hendes korte vej fra slottet til en ventende bil udenfor.
”Nu vil vi overlade scenen til en meget skøn kvinde, som jeg har fulgt hele mit liv, og som jeg er meget stolt over at dele scene med,” siger en smilende Annisette efter at have sluttet sit sæt med "Love & Freedom". Og efter den obligatoriske pause indledes seancen.
Under sydkorset
Og den er god nok: Patti er på Djursland denne fredag aften – som skal vise sig at blive omtrent lige så fremragende, som man turde forvente. Og det på trods af at årets første strejf af efterårskulde samt det forhold, at pressepladserne er placeret i anselig afstand ude til venstre for scenen.
For Patti synes fuldt fokuseret i aften, hvor Smith er i byen – eller rettere: På landet – for at præsentere et sæt, som er ændret en del i forhold til damens øvrige besøg herhjemme de senere år – på Vega, i Falconersalen, i DR Koncerthus og i det Kgl. Teater, that is.
Visse sange er faste indslag på sætlisten – ”Because the Night”, ”Dancing Barefoot”, ”Beneath the Southern Cross”,– og leveres i aften med et nærvær og en gennemslagskraft, som stadig imponerer.
Men vi får også knap så oplagte indslag, som en ”Peaceable Kingdom”, som munder ud i en recitation af linjer fra ”People Have the Power”.
Vi får en enkelt digtrecitation, Lenny Kaye som leverer en overbevisende version af Neil Youngs ”Rockin’ in the Free World” – og monologer spændende fra William Blake (Smith: ”han gav aldrig slip på sin vision”) over dødspatruljer i Nicaragua til den påtrængende nødvendighed af at passe på vores klima og miljø.
Rockritualet
Til sidst giver vagtværnet endelig los; folk strømmer mod scenen – og ceremonimesteren Smith samler seancen sammen og bringer koncerten mod sin afslutning med Gloria (”Jesus died for somebody’s sins but not mine…”) fra debutalbummet, efterfulgt af en overraskende fortolkning af det gamle Elvis-hit "Can’t Hep Falling in Love".
Og mod koncertens afslutning materialiserer den sig så: Den transformative kraft, som rock’n’roll-ritualet i sine bedste stunder rummer.
Jeg kan se det på den trodsige måde, pigen ved siden af mig holder sin cigaret; jeg kan mærke det på min egen kropsholdning og sindelag, og mens en potent "People Have the Power" rulles ud som aftenens sidste sang, er vi for en stund alle sammen revolutionære og så klar til at ændre verden til noget bedre.
Vi er fælles om følelsen – og fordi figuren på scenen inkarnerer og udstråler format og gejst, føler man sig selv styrket og lidt større, om så blot for en stund.
Patti Smith har udtalt, at hun formentlig ikke vil turnere i Europa de kommende år – hvis det vitterligt er tilfældet, var seancen på Sostrup i aften et absolut værdigt ”tak for denne gang.”
Patti Smith, Sostrup Slot, Gjerrild
