Verden kan måske vente. Men det kan musikken ikke. Og Rasmus Seebachs fjerde album er ikke alene en gave til fansene, men også en hyldest til faderens generation og al den musik, de ’gamle’ stjerner bragte.

En stor kunstner er aldrig bange for at vise sine fans, hvor inspirationen kommer fra.

Således synger Rasmus Seebach skønt og skamløst om sin mor, sin bror, niecerne og nevøerne og ikke mindst den skønne kæreste, der får ham til at udbryde: ’Fuck, jeg er forelsket’.

Men uden at nævne navne siger Rasmus også tak til evigt grønne inspirationskilder som Queen, Elton John, Abba, Roxette og James Taylor.

Tak til Elton og Taylor

Hvis sidstnævnte Taylor kunne begå sig på dansk, ville han således være stolt af at have komponeret én af albummets bedste sange, ’Der er noget i december’. Ved at affyre nogle af danskpoppens bedste og frækkeste kor-arrangementer i evigheder giver Rasmus også sit idol Elton John (anno ’Goodbye Yellow Brick Road’) et smil med på vejen. Og hele vejen igennem gennemarbejdede, friske og iørefaldende Seebach-sange som ’For sidste gang’, ’Flyv fugl’ og ’Fuck, jeg er forelsket’ lever ånden fra Roxette, Abba og sågar John Martyn (May You Never) - bevidst eller ej.

To smuttere

Men trods al inspirationen, der også bringer tankerne hen på farmand Tommy Seebach, er ’Verden kan vente’ samtidig Rasmus’ mest personlige album til dato.

Knægten, som vi alle har set vokse op for øjenene af os, er blevet voksen. Men bestemt ikke på den kedelige måde.

I stedet for blot at læne sig mageligt tilbage og nyde succesen er den modne Rasmus således helt fremme i skoene.

Han kigger dybere ind i sig selv. Han ser skarpere på verden omkring sig. Og vigtigst af alt har Rasmus Seebach tydeligvis arbejdet længere og hårdere med de nye sange end nogensinde før.

Personligt er jeg ikke imponeret af den Frede Fup-funkede Ricky Martin-pastiche ’Farlig’. Og jeg kunne snildt have undværet eurodisko-arrangementet, der omgiver den ellers udmærkede tekst ’De gode gamle dage lige nu’. Men bortset fra den slags småting er ’Verden kan vente’ en værdig fortsættelse på et vaskeægte popeventyr og samtidig den perfekte tidlige julegave.

Rasmus Seebach 'Verden ka' vente', fem ud afseks stjerner, udkommer i dag, fredag, hvor du også kan chatte med stjernen her på bt.dk.

CHAT MED RASMUS SEEBACH
FREDAG 7. NOVEMBER MELLEM 11.15-12.00 PÅ BT.DK

- Du kan allerede nu stille spørgsmål i chatten. Så kan det være, Rasmus vælger dit!