Veteranerne i The Scorpions hensatte 10.000 mennesker i Royal Arena i en lykkerus

Se, der findes faktisk foretagender – udi såvel kunst som håndværk – hvis kvaliteter med årene er blevet så uomtvistelige, at man ret beset ikke længere med rette kan kritisere de pågældende.

Hvis noget overhovedet skal ligne kritik af de pågældende, kan der således kun blive tale om det berømte ”smag og behag”, som visse mennesker har det med at fyre den af, når andre ikke kan se den verdensomvæltende visdom, de bidrager med.

Tyske Scorpions er ét af de ovennævnte foretagender. Det er fair nok, hvis man ikke kan lide dem, men at kritisere et 52 år gammelt (!) rockband, der spiller SÅ godt og dertil stiller med en kongelig klassiker-kavalkade af en sætliste som nedenstående musikalsk, vil simpelthen være talt imod bedre vidende.

Og den slags begiver jeg mig ikke af med.

Havde vi ikke – en fuldstændigt fortryllet aften på Copenhell i 2016 – oplevet netop dét, ville man have forsvoret, at Scorpions kunne være bedre, end de var i Royal Arena onsdag aften.

Men skide være med det. En lille smule mindre end trylleri kan bestemt gøre det, og det blev en pragtaften i arenaen med et forrygende veloplagt og stadig imponerende potent veteranband, som lod klassikerne stå i kø for at falde over hinanden i næsten to timer.

Det er umuligt at argumentere mod hardrocksange som ”Make It Real”, ”Big City Nights”, mester-medleyet ”Top Of The Bill/ Steamrock Fever/ Speedy’s Comin’/ Catch Your Train” og den fremdeles fuldkommen fænomenale “The Zoo”.

Her er vitterlig – nummer for nummer – tale om medrivende slagsange for alle de af os, som ind imellem hårdt presset forsøger at elske både rocken, livet og hinanden.

Nå ja, og hvis det så i øvrigt ikke er kærlighed nok, kan Scorpions jo også det dér med ballader, og gamle gribende ”Still Loving You” kunne sådan set sagtens være onsdagens tema. Så vidt jeg husker, er det nu syv år siden, Scorpions meldte ud, at de tog på afskedsturné, men de elsker os åbenbart stadig for højt til at stoppe.

Og i omegnen af 10.000 mennesker på Amager elskede også stadig Scorpions. Faktisk syntes publikum i lange periode hensat i en regulær rus af lykke.

Med god grund. Som på Copenhell beviste den tidligere Motörhead trommeslager Mikkey Dee, som kom med i Scorpions i april sidste år, at man kan sparke endnu mere liv i nogle i forvejen ganske vitale vetereraner.
Manden swinger som de færreste, han er klasser bedre end sin forgænger i Scorpions, og han har løftet bandet derop, hvor der altså ikke ER noget at kritisere.

Ikke med rette i hvert fald. Det var vist hér, vi kom ind, og lad os så danse ud i den dér ”Big City Night”, lad os minde hinanden om at vi fik en flot forhånds-julegave af Scorpions onsdag aften...

... Og lad os også minde Scorpions om, at hvis de kan holde det niveau, må de såmænd gerne fortsætte deres afskedsturné i syv år mere.

Den eneste malurt, der jo nemlig er at kaste i sejrspokalen efter sådan en aften, er jo, at der (heller) ikke står kvalificerede afløsere på spring for dette classic rock band.

The Scorpions, Royal Arena, onsdag aften

Det spillede de:

1. Going Out With a Bang
2. Make It Real
3. The Zoo
4. Coast to Coast
5. Top of the Bill/Steamrock Fever/Speedy's Coming/Catch Your Train
6. We Built This House
7. Delicate Dance
8. Always Somewhere/Eye of the Storm/Send Me an Angel
9. Wind of Change
10. Rock 'n' Roll Band
11. Overkill
12. Blackout
13. Big City Nights
Ekstra:
14. Still Loving You
15. Rock You Like a Hurricane