Stram, dynamisk, legesyg og – nok så vigtigt – fremragende verdensturnépremiere af gamle Mike & The Mechanics i København

Se, jeg bliver altid lidt mere end blot en anelse nervøs, når et band inden deres koncert bruger intro-musik, der bibringer én angstfremkaldende fantasier om at være fanget i en elevator med Kenny G.

En nervøsitet, som yderligere forstærkes, når det omtalte band er ét af dem, som på deres studiealbum er eksponenter for den såkaldte gode smag, når bemeldte smag blot er et synonym for kedeligt.

Den slags fordomme udsættes pæne mennesker som Mike & The Mechanics nu engang for af mange – med skam at melde også ind imellem mig selv. Men den gamle Genesis-bassist og guitarist Mike Rutherfords band viste i noget af et (for mig) overraskelsesryk i Amager Bio fredag aften, at de er alt andet end kedelige.

Koncerten var premiere-aftenen for bandets turné som opbakning for deres 2017 album ”Let Me Fly”, og den koncert tog fusen på mig, som jeg holder mest af at omtalte fus bliver taget:

Nemlig med en som oftest fremragende og gennemmusikalsk opvisning – emmende af spilleglæde, overskud og en herlig uprætentiøs charme aftenen igennem.

Det vidner om musikere med ydeevner godt over gennemsnittet, når man kan spille så stramt og dynamisk men alligevel legesygt på en premiereaften, som Mike & The Mechanics gjorde i København.

Fra starten gik med ”Are You Ready” og ”Another Cup Of Coffee” og gennem et ualmindeligt veltilrettelagt sæt, hvor M & M træffere som ”Silent Running”, ”A Beggar On A Beach Of Gold” og ”The Best Is Yet To Come” fik en pondus og ét – som min sidemand udtrykte det – ooomph, de aldrig har haft i studieversionerne.

På et andet dansk hedder det vist power.

Nå, men løftet i den førnævnte sang om, at vi slet ikke havde hørt det bedste endnu, blev holdt, da bandet gennem sættet diverterede med bl.a. Genesis’ klassikerne ”Land Of Confusion” og ”I Can’t Dance” og en version af sanger og keyboardspiller Andrew Roachfords næsten 30 år gamle hit ”Cuddly Toy”, som jeg sværger blev afleveret i en version, der lå og hyggede sig stilistisk mellem James Brown og Deep Purple!

Da bandet nåede det afsluttende duo-drøn med ”Over My Shoulder” og ”All I Need Is A Miracle” var størstedelen af publikum decideret euforiske. Og jeg selv?

Well, så ku’ jeg lære det, ku’ jeg! At kalde Mike & The Mechanics kedelige (!) – de var jo for fanden som tidligere nævnt lige præcis det modsatte...

Mike & The Mechanics, Amager Bio, fredag aften