Fredag endte Køge Festuge med at blive lukket ned før tid på grund af for store menneskemængder.
Det betød også, at dj'en Faustix aldrig kom på scenen som planlagt – og det ærgrer ham.
'Jeg er super ked af at måtte aflyse mit show i Køge,' skriver musikeren med det borgerlige navn Morten Brangstrup Olsen i en story på Instagram.
'Jeg er ikke blevet informeret om andet, end at Køge Festuge har sagt tak for i aften. Jeg håber, alle er okay.'
B.T. forsøger at få en kommentar fra Faustix og hans management.
Køge Festuge har ikke ønsket at kommentere sagen.
Det har Midt- og Vestsjællands Politi dog gjort, og politikredsen forklarede til B.T., at der var for mange mennesker til den gratis festuge i Køge fredag aften.
»På et tidspunkt var der så mange, at vi med henblik på borgernes sikkerhed valgte i samarbejde med Køge Festuge at lukke det ned,« forklarede vagtchef ved politikredsen, Michael Rahn.
Omtrent klokken 20.30 – lige efter musikeren Joey Moe var gået på scenen – blev Køge Festuge derfor lukket før tid.
Omtrent 13.000 mennesker var nemlig stimlet sammen, hvoraf 2000 af dem endnu ikke var kommet ind på pladsen.
Faustix skulle have spillet klokken 22.45 fredagen aften.
Det er planen, at Køge Festuge fortsætter igen lørdag, hvor navne som Sømændene og L.O.C. står for aftenens musikalske underholdning.
Ingen mennesker skulle være kommet alvorligt til skade som følge af de massive menneskemængder, der fik lukket Køge Festuge fredag aften.
Køge Festuge har da også været ramt af en del problemer med årets festligheder.
For tre måneder siden var festivalen 'chokerede' over 'uforudsete' udfordringer, da politiet efter 17 år afviste, at festugen kunne holdes på den sædvanlige lokation på Køge Torv. Læs mere om det HER.
I år blev Køge Festuge derfor for første gang i stedet afholdt i Lovparken i Køge Midtby.