Popikonet Thomas Helmig havde svært ved at skjule sin stolthed, efter sønnen Hugo Helmigs allerførste koncert på spillestedet Headquarters i Aarhus.

»Han kunne ikke helt se mig i øjnene, for han var virkelig glad. Så han gik straks i gang med at abstrahere fra sin glæde og rettede det over på, hvordan han kan hjælpe mig i fremtiden. Meget ham-agtigt, hvis man kender ham,« fortæller den 19-årige sanger Hugo Helmig i andet afsnit af DR 3-programserien ’Hugo og Helmig’, der bliver sendt fredag.

Her ser man, hvordan den unge sanger optrådte med sit band for første gang i Aarhus i 2017, hvorefter far Helmig kom med gode råd til, hvordan man fikser praktiske problemer med øresneglen under koncerten.

Der er dog heller ikke nogen tvivl om, at Thomas Helmig er pavestolt af sin søn.

»Det var outstanding. Bandet spillede pissegodt, og du virkede som om, du havde det godt deroppe. Det var megafedt, Hugo,« siger Thomas Helmig til sin søn i DR 3-programmet.

I programrækken følger man den 19-årige Hugo Helmig, der i 2017 udgav musik for første gang, mens han samtidig kæmpede for at blive kendt for sine egne evner og ikke stå i skyggen af sin fars imponerende popkarriere.

At Thomas Helmig ikke desto mindre har en enorm betydning for Hugo Helmig er dog ikke til at tage fejl af, og den 19-årige sanger, der sidste år blandt andet blev nomineret til P3 Talentprisen, er da heller ikke bleg for at fortælle, hvor meget hans forældre betyder for ham.

»Mine forældre er nok de to i verden jeg allerhelst vil imponere og gøre stolte. Jeg vil gerne vise dem, at jeg har sgu styr på det her,« forklarer Hugo Helmig i programmet og tilføjer:

»Det er også dem, jeg skriver til, hver gang der sker noget vildt. Så skriver jeg til min far som den første, som fortæller det til min mor, som så ringer til mig.«

Andet afsnit i serien ’Hugo og Helmig’ bliver sendt på DR fredag, mens alle seriens fire afsnit allerede nu kan ses online på DRs hjemmeside.