I syv måneder har han kunnet gå på vandet. Har surfet højt på successens bølge.

Men nu er den danske superstjerne Lukas Forchammer og hans band Lukas Graham havnet i en regulær shitstorm.

De mange hjemlige fans raser nemlig over, at bandet har aflyst to koncerter på Tønder festivalen. Fordi der var dukket et bedre og mere interessant tilbud op.

Aflysningen har fået de sociale medier til at koge over i harme over det valg.

»Det er 100% dårlig stil! Overhold din aftale med Tønder,« skriver Jesper på bandets egen Facebook-side.

»Er så skuffet over at du har aflyst Tønder festival. Har kun købt billet for at høre dig. Dårligt valg må jeg sige,« skriver Heidi.

Festivalen i Tønder - som har 40 år på bagen - finder sted den sidste weekend i august. Og det var lidt af et scoop for den lille hyggelige og traditionsrige festival, at kunne annoncere en så stor - dansk - verdensstjerne på programmet.

Og det var altså også for godt til at være sandt.

»Der er opstået nogle unikke muligheder internationalt, som jeg ikke kan takke nej til. Dette er jeg frygtelig ked af, for jeg elsker Tønder. Men jeg regner stærkt med at vende tilbage næste år,« lød det fra ham i en pressemeddelelse fredag.

Og festivalens kunstneriske leder, Maria Theessink, ærgrer sig selvfølgelig.

»Det er super ærgerligt. Hele Danmark har jo nok fulgt med i, hvad han går og laver i udlandet, så på den måde er det ikke overraskende, men det er rigtig ærgerligt. Sådanne situationer opstår, og det kan man ikke gardere sig imod, siger hun til jv.dk om stjernens fravalg af Tønder Festivalen.

Ikke alle er dog ligeså forstående som Marie Theessink.

»Fuck den møgunge ! Vi har båret ham frem til den succes han er i dag, og nu dropper han sine danske fans ! Måske han skal huske og få opdateret sine værdier,« lyder endnu en kommentar.

I stedet for Lukas Graham spiller Folkeklubben.