»Det er jo en historisk dansk nedtur.«

Sådan lyder det kontant fra den mangeårige Eurovision-ekspert og tidligere kommentator, radioværten Ole Tøpholm, når det kommer til det skuffende resultat, der stod klart efter torsdagens anden semifinale under Eurovision.

For tredje år i træk snublede Danmark - repræsenteret af sangeren Reiley med sangen 'Breaking My Heart' - nemlig på målstregen og måtte se langt efter den billet, der giver adgang til finalefesten.

»Vi har aldrig prøvet at ryge ud tre år i træk, og vi er Nordens svageste led,« lyder det fra Ole Tøpholm, der selv var inde for at se semifinalen, der blev afholdt i den britiske storby Liverpool.

Reiley med sangen 'Breaking My Heart' røg ud efter torsdagens semifinale.
Reiley med sangen 'Breaking My Heart' røg ud efter torsdagens semifinale. Foto: Martin Meissner
Vis mere

Han mener ikke, at man kan sætte en finger på den færøske sanger Reileys optræden:

»Jeg synes isoleret set, at Reiley leverede en god præstation på scenen. Jeg stod på række ét og kunne se det hele. Så jeg synes egentlig ikke, at han fejlede,« forklarer Ole Tøpholm:

»Det, der var problemet her, var blandt andet, at vi lå som sang nummer et. Vi druknede. Og vi druknede simpelthen fordi, de andre var bedre. Det er helt lavpraktisk logik.«

Han mener, at det måske kunne være endt anderledes, hvis den danske sang havde ligget sidst i aftenens felt på 16 sange, der skulle barberes ned til ti finalister.

Arkivfoto af Ole Tøpholm.
Arkivfoto af Ole Tøpholm. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Det var en ulempe i aften (at vi lå først, red.), fordi vi ikke havde en sang, der var blandt favoritterne. Hvis man nu havde HITTET, så kan man sagtens ryge videre som sang nummer et, men det kunne vi ikke,« siger Ole Tøpholm.

Han var selv en del af den fagjury, der tilbage i februar var med til at stemme Reiley videre til Eurovision.

Og han fortryder ikke det valg:

»Jeg synes stadig, det var det rigtige valg. Der var ikke andre bud blandt de tre sange, som var stemt i finalen, som kunne få os i finalen til Eurovision,« vurderer den mangeårige Eurovision-ekspert.

»Så skulle man have set lidt bredere.«

Med det henviser han til en af de andre artister, Søren Torpegaard Lund med sangen 'Lige her', som seerne dog ikke stemte videre til finalen, hvor fagjuryen også kunne stemme.

»Den havde passet godt ind i feltet,« mener Ole Tøpholm.

Han slår fast, at udviklingen med de mange nederlag, nedture og missede finaler frustrerer ham:

»Jeg synes selv, det er ved at være frustrerende, og jeg føler mig ret meget magtesløs over for DRs strategi. For hvis vi bare fortsætter ud af det samme spor, som vi kører på nu, risikerer vi at stå her igen for fjerde år i træk næste år igen,« siger han.

»Det er træls, for at sige det på godt jysk, at vi står i den situation hvert år i Danmark, at vi skal diskutere, om vi overhovedet kommer i finalen, men der aldrig er nogen, der snakker om, hvorvidt Sverige ryger ud. Det er ren proforma, at de går videre,« forklarer Ole Tøpholm:

»Derfor kan jeg kun appellere til, at man tager det her resultat alvorligt.«

»Hvis vi fortsætter ud af det samme koncept, så får vi måske nogle hyggelige sange ud af det, men vi kommer ingen vegne,« vurderer han.