»I aften taler jeg dansk«, sagde den 76-årige Beatles-stjerne på dansk, 16.000 publikummer glemte ventetiden og var solgt på solid far-rock, storladne ballader, fyrværkeri og hele 38 hits.

Køerne er lange, øldåserne mange og familierne flere. Far og mor har taget deres voksne unger og teenagere med for at høre en af 60ernes største rockstjerner, Sir Paul McCartney.

»Hvorfor har de kun en dør åben,« spørger en kvinde i køen? Ingen ved det.

Vi taler altså 16.000 mennesker, så lad den smule kø ligge.

For hold kæft hvor det svinger hertil aften. Hold kæft hvor publikum jubler.

»Vi skal have en fest,« siger Paul McCartney.

I hvid skjorte, sorte jeans og med 60er-langt gråt hår kan den tidligere Beatles-stjerne ikke træde en pedal forkert.

Vis mere

Jublen fortsætter derudaf med det guitardrevne bands 38 numre, omtrent 20 fra Beatles-tiden og en god håndfuld fra solokarrieren i 70erne.

Publikum-pleasere som Let it be, Hey jude, Band on the run, Blackbird, Something, A hard days night.

Men når Paul McCartney taler dansk, er der eufori. Det virker. Også selvom det er billigt.

»Det næste nummer er til min kone, der også er  i salen,« siger 76-årige Paul McCartney, der tilmed udtaler København som en indfødt.

Han har sat sig ved sit piano. Det er sang nummer 10 plus.

Det er tid til tårer og ballader, og vi er ikke engang halvvejs.

I de 10 første numre svingede farfar-rocken derudaf. Med langhårede guitarister, en skaldet trommeslager og blæsere.

Her er virtuose soloer, popballader, rock, blues, en jam over Jimi Hendrix’s Foxy Lady. Han finder senere mandolinen frem - og ukulelen, alt imens farverige musikvideoer kører derudaf.

Fra en tegneserie af The Beatles til gamle sort-hvid klip fra 60erne. Muligvis er bandet på autopedal. Muligvis er der gimmicks.

Men publikum er med, og man glemmer helt ventetiden inden showet.

Der stod klokken 20 på billetten, men hvad publikum ikke vidste var, at de skulle vente 30 minutter på superstjernen. Det var tid til endnu en fadøl i Arenaens mange gange.

Må jeg be om en stor fadøl?

Bare en?

Spørger ekspedienten.

Bagefter bestiller jeg længere henne en burger.

Må jeg be om en burger?

Bare en?

Spørger den ny ekspedient.

Er de trænet til det?

Men det er langt bedre, end sidst jeg var i Arenaen. Da Pink Floyd-stjernen Roger Waters for nylig spillede her, var der kø-kaos i pausen, for dem der skulle på toilettet, dem der skulle ryge (der var kun en dør åben), og dem der også skulle købe bajere.

Sådan er det ikke i aften. Her er ingen pause og intet kaos.

Vis mere

Men hits på hits med forvrænger og delay. Og overraskende god lyd.

Ok, hans nye nummer Fuh ya er måske en smule corny med backingvokalerne. Men hvad faen.

Selvom der er nyt fra godteposen, er de fleste numre fra 60ernes Beatles og 70ernes Wings.

Det er klart.

Paul McCartney har for længst lavet sine stærkeste numre. Det var dengang, han var kendt som “the cute one” i The Beatles. Dengang han indrømmede sit LSD-forbrug.

Det var i de glade 60ere. 70erne Wings var også fedt, lavpunktet var selvfølgelig firserne - som for de fleste andre dinosaurer, fra Neil Young over David Bowie til Bob Dylan.

Jeg bliver vækket af min tankestrøm. Publikum skriger. Scenen rejser sig. Han står som en konge foran sit tiljublende folk, der ikke kan få nok.

Og han joker. Fortæller der er japanere med. At de har fulgt ham hele vejen. Siger The Beatles på japansk.

Er koncerten for lang? Man bliver i hvert fald vækket.

Det eksploderer under James Bond-hittet Live and Let Die. Der lyder brag på brag.

Fyrværkeriet lyser hele salen op. Salen stinker af røg.

Det her er stadionrock. Stadionrock af klasse. Som det blev lavet, dengang farfars lange hår havde farver.