100.000 har allerede købt billet til Kim Larsen-musicalen 'Midt om Natten'. De får 32 af Nationalskjaldens gode sange pakket sammen i et uskønt misk-mask af en musical, der kun momentvis yder sit forlæg retfærdighed.

Succesen var hjemme allerede inden premieren i aftes i Tivolis Koncertsal. Med 100.000 solgte billetter dér og på den efterfølgende turné til Holstebro, Aalborg, Aarhus, Odense og Vejle kan producenterne smile og være glade.

'Midt om Natten' er og bliver et hit; én af de mest sete danske film nogensinde, og det i særklasse mest solgte danske musikalbum i historien. Den nye musical følger flot med, med fornemme salgstal, og det er jo slet ikke så overraskende.

Desværre skuffer 'Midt om Natten' fælt i denne ellers ganske storslåede og stjernebesatte opsætning. Var det ikke for sangenes uomtvistelige folkelige kvalitet, havde der været tale om en bundskraber af de slemme. Så galt går det heldigvis ikke. Men det skyldes bestemt ikke instruktør og manuskriptforfatter Heinrich Christensens besynderlige misk-mask af en musical, der ikke alene indeholder 'Midt om Natten'-albummets sange, men også et mindre ocean af sange fra Kim Larsens og Gasolins bagkatalog, og er rimpet sammen af brudstykker af den originale film, og en ny historie om en søn, der møder den far han aldrig har kendt.

Sangene er jo det de er; et lille stykke dansk kulturhistorie, men manuskriptet er mildt sagt ikke godt nok. Heinrich Christensen har taget udgangspunkt i Erik Ballings og Henning Bahs filmmanuskript, og har så bygget en ny historie ovenpå. Vi møder den gamle Arnold (det var Erik Clausens figur i filmen) i dag, godt 30 år efter fristaden Haveje blev lukket, Benny (Kim Larsens karakter) blev smidt i spjældet og Susan Himmelblå (Birgitte Raaberg i filmen, og her spillet af Lise Baastrup) er rejst til Schweiz med et lille barn i maven.

Dette barn er Christoffer, nu en ung energisk forretningsmand med fuld fart på karrieren i den finansielle sektor og kæreste med Rita. Da Susan Himmelblå dør deltager Arnold i begravelsen, møder Christoffer, som altid har troet at Benny er hans far, men hurtigt finder ud af, at det i virkeligheden er Arnold.

Benny, er død, hvordan får vi aldrig at vide.

Denne ramme er som idé sådan set slet ikke så dårlig, men det er manuskriptet. Teksten er banal, og lever stort set på ultrakorte dialoger, hvis eneste formål synes at være, at de skal munde ud i en af de der fede sange vi alle elsker.

Og nok er sangene fede, men så fede er de heller ikke her, hvor fortolkningerne kun i sjældne tilfælde når originalernes niveau.

Unge Gustav Wolter i rollen som Benny kan af ydre godt ligne den unge Kim Larsen fra filmen, men han formår på intet tidspunkt at give Benny den bund, sjæl og nerve karakteren kræver, hverken i dialogerne eller i sangene. Det nøjes med at være pænt, nydeligt og temmelig overfladisk. Talentfuld? Bestemt, men der skal arbejdes med talentet.

Troels Malling i rollen som den unge Arnold har ikke én eneste sang, men spiller rollen med ærefrygtig respekt for Erik Clausen. Det er ikke dårligt, men heller ikke rigtigt godt. Til gengæld er Kurt Ravn som den gamle Arnold ét af forestillingens lyspunkter. Han giver rollen liv. Jovist, også han er vældig ’Clausensk’, men med et glimt i øjet og formår at give sine sange et nyt liv med sin smukke stemme.

Også Lise Baastrups Susan Himmelblå suger os til sig. Rollen er bestemt ikke stor, men hun fylder den perfekt ud.

Og sådan er der små oaser af liv og lyst i en forestilling, der med en spilletid på næsten tre timer inklusive pause er alt for lang. Pernille Højmark er ganske enkelt vidunderlig morsom som Molly i invalidescooter, og Allan Mortensen gør i, hvad vi vel godt kan kalde et comeback til musicalscenen, den tossede Tusindfryd til et lille vidunder af en karakter.

Han synger den i min verden bedste Gasolin-sang 'Langebro' så hjertegribende smukt mod første akts slutning, at han modtager aftenens største og i særklasse mest fortjente bifald.

Sigurd Holmen Le Dous og Henriette Katrine Lund er det unge par, der er skrevet ind i musicalen, og de  leverer en anden Gasolin-klassiker af de helt store, 'Kvinde min', med erotisk nerve og god energi, men er ellers ikke særligt interessante karakterer. Hele søn-møder-far-han-aldrig-har-kendt-til-historien drukner desværre i vi skal hurtigt videre til den næste sang, publikum vil elske.

Det er sjældent heldigt når dramatikeren også er instruktør. Det kræver i hvert fald en særlig disciplin at være det. Når man så tilmed også har et bugnende bagkatalog af folkekære pophits at tage hensyn til, synes opgaven håbløs.

'Midt om Natten' er alt for lang, men hvem fortæller dramatikeren, at der skal skæres, når det er dramatikeren selv, der instruerer. Noget tyder dog på, at der er skåret i sidste øjeblik. I hvert fald var et medley på fem sange, der er anført i programmet, ikke med til premieren, men det kan skyldes, at der skulle være tid til fremkaldelser og blomster inden det blev ’midt om natten’.

Filmen ”Midt om Natten” var glimrende, albummet endnu bedre. Denne musical, i øvrigt den anden baseret på samme forlæg, formår desværre hverken at yde film eller album retfærdighed. Men skidtet sælger.

”Midt om Natten”. Manuskript af Heinrich Christensen, baseret på Erik Ballings, Hennings Bahs’ og Kim Larsens film.

Sangtekster og musik: Kim Larsen, Gasolin, Mogens Mogensen, Jacob Haugaard, Nordahl Grieg m.fl.

Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi og kostumer: Marie Í Dali. Koreografi: Bill Holmberg og Peter Friis. Kapelmester: Joachim Pedersen.

Medvirkende: Kurt Ravn, Gustav Wolter, Troels Malling, Lise Baastrup, Sigurd Holmen Le Dous, Henriette Katrine Lund, Pernille Højmark, Allan Mortensen, Jacob Femerling, Jimmy Jørgensen, Max Hansen m.fl.

Produceret af Tivoli, Langkjær Entertainment og Live Nation.

Spiller i Tivolis Koncertsal til 2. maj. Derefter turné til Holstebro, Aalborg, Aarhus, Odense og Vejle.

Anmeldt 15. marts (premiere).