Hvis jeg nu var en smart pladeboss. Og jeg kaldte min trofaste artist, Ester Brohus til strategimøde, så ville det foregå nogenlunde således:
Mig: Hey Ester, hvad med lidt hip-hop eller electronica på din næste skive. Du ved, de unge er ikke altid til dén der gammeldags country-musik.
Ester: Hey Henning, skulle vi ikke tage at stikke dit hovede i en ekstra stor blender. For du må jo være fuldstændig sindsyg.
Møde slut.
Lige siden debuten for godt tyve år og nu ialt ti album siden har Ester Brohus nemlig spillet country .. og kun country. Johnny Cash, Willie Nielson og Kris Kristofferson er tydeligvis stadig de helt store forbilleder.
Og på Brohus' tiende album er der heldigvis intet nyt under solen.
Det handler om kærlighed, liv, død og alt det, der ligger ind imellem.
Bedst er Ester og hendes band på skønne enkle sange som 'One Two Three Four', 'Maybe I'm Right' og titelsangen 'Game for the Gamblers'.
På en enkelt sang eller to kører det måske lidt i frihjul. Men alt i alt er 'Game fot the Gamblers' en skøn lille musikalsk oplevelse.
Albummet udkom 22. januar
