Den danske folk-, pop- og countrysangerinden Ester Brohus er ikke nogen nybegynder, langt fra.

Men den 57-årige komponist er alligevel frisk på at prøve noget nyt.

Således har Brohus skrevet og indspillet sin første julesingle nogensinde.

Og ikke nok med det. På sangen 'When It's Christmas', der netop er udkommet, medvirker hele tre Brohus-generationer.

Det er Esters datter, Sabrina Brohus, der har været en fast del af Ester Brohus Band i over 17 år, samt Esters børnebørn, Nynne på syv og Camma på ti år, der bidrager med korarbejde på singlen.

Ester Brohus er selv ud af en søskendeflok på fire. Fra barnsben og næsten to årtier frem drog hun sammen med resten af familien Brohus ud på de danske landeveje og optrådte i landets forsamlingshuse, på markedspladser og koncertsteder.

Ester Brohus er stadig tro mod den musik, hun elsker og er vokset op med (mest country) og som nu også giver videre til de kommende Brohus-generationer.

»Da jeg havde skrevet sangen sidste år, spillede og sang vi den flere gange i julen. De små piger kunne rigtigt godt lide nummeret og sang med. Den lille kan endnu ikke engelsk, men hun har lært sangen udenad og fået forklaret, hvad den handler om. Den store er i øvrigt samme alder, som jeg var, da jeg begyndte at spille musik – så det giver god mening, at de medvirker”, siger Ester Brohus.