Noget tyder på at der er mere end blot MGP-musik i luften i den danske gruppe PelleB.

Det store finaleshow i MGP Nordic er lige op over, og nerverne sidder allerede uden på Pelles hip hop-tøj. Men så er det godt at have en særlig god ven at støtte sig til.

Mens de har forberedt sig på den store finaleaften, har Pelle Blarke, frontsangeren i PelleB, og den kvindelige sanger i gruppen, Freja Gammelgaard Bertel, også fundet tid og overskud til at flette fingre.

Enkelte kys i pressens nærvær er det også blevet til.

Men om det bare er uskyldig flirt, en del af showet, eller om de to i virkeligheden er kærester, vil ingen af dem ud med.
Mens B.T. taler med dem begge holder de i hånd. På spørgsmålet, om de er kærester, smiler og smågriner de begge, men spørgsmålet ønsker de hverken at be- eller afkræfte.

Dermed er der måske stadig håb for de tusindvis af piger, der har fået et godt øje til charmetrolden Pelle.

- Jeg har næsten 13.000 fans på min fangruppe på Facebook. 87 pct. af dem er piger, siger 14-årige Pelle med stolthed i stemmen.

Men det er ikke bare på nettet, at pigerne henvender sig til MGP-vinderen. Når han færdes i hjembyen Aalborg må han ofte stoppe op for at give autografer eller få taget billeder sammen med de kulrede piger.