Depeche Mode skabte endnu en gang hjertevarm symbiose mellem menneske og maskine i Royal Arena. Reach out and touch us, dét gør Gore, Gahan og Fletch bedre end de fleste. Men absurd nok havde gruppen større problemer med lyden her i den ellers akutisk veldrejede hal end i Parken for otte måneder siden.
Dave Gahan kan åbenbart ikke møde uoplagt på arbejde. Allerede i det første nummer ‘Going Backwards’ fra det seneste album ‘Spirit’ anedes hans fægtende arme på en forhøjning i baggrunden af scenen.
Foran et farverigt klatmaleri af en bagsceneudsmykning som klar kontrast til kulden i den Trump- og Brexit-inspirerede undergangssymfoni.
Med aristokratisk overskæg, olieglinsende hår, red light district-outfit og piroutter, som første gang sås på en scene mere end 30 år før, Miley Cyrus kaldte det twerk, lever den 55-årige Basildon-dreng med den tilsyneladende uopslidelige baryton sangene. Nye som gamle.
Men det var som om, der manglede noget i begyndelsen af koncerten. Christian Eigners trommer buldrede godt nok som altid løs med fuld fodpedal på de to stortrommer, men resten lød som pakket ind i sterilt hospitalslinned.
Slet ikke det velformede synthswing, man ellers kender Depeche Mode for.
Muligvis belært af erfaringer fra andre koncerter på den meget lange ‘Global Spirit Tour’ greb keyboard m.m-spiller Peter Gordeno bassen i et par numre, men Martin Gores ellers distinkte guitar lød tyndere end hans eyeliner.
Omend det hjalp lidt i ‘A Pain that I’m Used to’, som lever på Gores sekstrengede finesse.
I noterne står der, at det først for alvor fik et organisk sammenhængende udtryk små 30 minutter inde i koncerten med det orkestralt flotte ‘Cover Me’, også fra ‘Spirit’, hvor DM, stadig med Eigner bankende løs - muligvis - lyder som en bro mellem forbillederne Kraftwerk og syrehovederne Pink Floyd omkring ‘Meddle’.
Herfra var det som om, de 16.000 i hallen og Depeche Mode fandt hinanden i den gensidige gospel med samme forudsigelighed som midnatsmessen på tv juleaften.
Det er i krydsfeltet, når musikken på samme tid maler det store billede med bredest mulig klanglig horisont og samtidig blodrød lidenskab passion, kropslighed og smerten, der kompromisløst ibor al deres musik, Depeche Modes unikhed opstår.
Fint udtrykt i en video med to dansere, der kørte under ‘In Your Room’.
Og som også under deres koncert i Parken i maj måned sat i relief i ‘Insight’ og ‘Strangelove’, som Martin Gore synger solo, og hvor man bliver mindet om, at Depeche Mode al teknologien til trods ligeså meget er Highway som Autobahn.
Også i det nye ‘Where’s the Revolution’, der nærmest er essensen af Depeche Mode. På en gang arketypisk Mode uden at være bagstræberisk og moderne uden at lyde Avicii eller Calvin Harris-kækt.
Med en smash bestående af hit som 'Everything Counts', 'Enjoy the Silence', 'Never Let Me Down Again', 'Walking in My Shoes', 'A Question of Time' - og selvfølgelig verdens bedste technopopnummer 'Personal Jesus' - skabte Depeche Mode endnu en gang en forrygende fejring af af sig selv. Af deres værk. Af glæden som smertens svære, nødvendige spejlbillede.
Medrivende ad h til. Indiskutabelt, at følelsen under sådan en koncert minder mistænkeligt om kærlighed.
Men efter fem DM-koncerter i Danmark på 8-9 år sidder jeg også tilbage med en fornemmelse af, at det måske var på tide for Martin Gore og Dave Gahan at udfordre deres dybe venskab og samtidig deres koncertform. På en eller anden måde.
Depeche Mode, Royal Arena, tirsdag aften.
Dem spillede de:
Going Backwards
It's No Good
Barrel of a Gun
A Pain That I'm Used T
Useless
Precious
World in My Eyes
Cover Me
Insight (Martin Gore)
Home
In Your Room
Where's the Revolution
Everything Counts
Stripped
Enjoy the Silence
Never Let Me Down Again
Ekstranumre:
Strangelove (Martin Gore)
Walking in My Shoes
A Question of Time
Personal Jesus
