Black Rebel Motorcycle Club er ikke længere så alternative, at det gør noget... og således kunne Jungersen få en lektion og én over nakken for sine fordomme i Vega.
Der var engang – og jo da, det er der vel stadig – noget, visse repræsentanter for musikpressen, hvis identiteter jeg nådigst vil tilbageholde her, kaldte ”alternativ rock” eller blot ”alternative” (Engelsk udtale, red.).
Vi var så andre fundamentalister (nå ja, det er vi da formentlig stadig), som når vi oplevede bands med den genrebetegnelse sejle rundt på fordommenes hav, nærmest automatisk lod de pågældende artister grundstøde på ét eller flere skær:
Enten gik de på grund, fordi det dér med det ”alternative” signalerede, at deres kendskab til rock var ganske begrænset.
Eller at deres kendskab til deres instrumenter var det.
Eller begge dele.
I hvert fald var det sikkert, at man for så vidt angik langt de fleste af de dér ”alternative” rockbands sidst i 90’erne/ først i 00’erne atter oplevede, hvor lange skygger, man kan trække, selv om man er nogle blege, anorektiske new yorkere, som havde deres musikalske gang på jord sidst i 1960’erne.
Ja, selvfølgelig Velvet Underground – alle alternative rockbands ranglede ophav.
Fordomme kan – om ikke andet som generel underholdning – være ganske underholdende at have. Guderne og/eller Roskilde Festivals bookere skal også vide, at der er meget lidt rock’n’roll i mange ”alternative” rockbands’ tvangs-observationer af deres egne sko, mens de lader endnu en ladning atonale feedbackhyl skylle ud over det sagesløse publikum.
Jo, selvfølgelig fremmer overdrivelse forståelsen her, for der er også talrige bands i ”alternative” bølgen, som sandt for synden har fået den betegnelse hæftet på sige, selv om de ”bare” SPILLER rock – om end ikke altid i lige traditionel forstand – og med årene sågar er blevet helt folkelige, efterhånden som – nå ja – folk (!) har lært dem at kende.
Black Rebel Motorcycle Club fra San Francisco er ét af de bands. Trioen blev mandag aften små tyve år inde i karrieren modtaget af et udsolgt Vega, og et veloplagt band kvitterede med hele 23 sange på godt halvanden time.
Vi kan da godt kalde BRMC ”alternative”, hvis I insisterer, men enhver kunne i Vega høre, at trioen først og fremmest er et lettere avanceret punkorkester. Sådan lidt a’la vore egne Sort Sol, hvis knejsende ”Tatlin Tower” godt kunne have tjent som sammenligningsgrundlag for flere af BRMC’s mere hypnotiske øjeblikke.
Men primært var koncerten nu ”bare” små to timer med overvejende god, solid rockmusik – og med mindre man regner et andet dansk sammenligningsgrundlag, nemlig Raveonettes, for særskilt alternative, så kan vi godt glemme den betegnelse.
Så ud til højre med de fordomme, man engang lod sig dirigere af. God musik er nu engang god musik, og jeg og resten af publikum havde en fin aften med en røvfuld velkomment kantede sange som ”Beat the Devil’s Tattoo”, ”Berlin”, ”Conscience Killer” og velsagtens det tætteste bandet kommer en decideret klassiker, nemlig gamle ”Whatever Happened To My Rock’n’Roll”.
Well, denne rock’n’roll er dette såkaldte ”alternative” band næsten 20 år ind i karrieren pænt medvirkende til at holde i live, kan jeg hilse dem at sige. Dejligt sådan at få aflivet sine fordomme om et band og få serveret godt halvanden times gedigen musik.
Det var varmede på vejen ud i den isnende københavnske nat. Og det samme gjorde i øvrigt mødet med BRMC’s publikum, som gerne kollektivt her må rejse sig og bukke.
Vil I tænke jer; endelig et publikum, som stort set alle viste såvel bandet som andre koncertgængere den ære at holde deres kæft og nyde musikken.
I den grad et eksempel til efterfølgelse. . . og så kan vi tage resten af den diskussion en anden gang.
Black Rebel Motorcycle Club, Vega, mandag aften
,–
