En lummerhed sommeraften som i aftes med såvel klar sommersol og regn, som torden og lyn i horisonten skulle man næsten tro, at Gud – hvis hun findes – er Depeche Mode-fan. I hvert fald en passende vejr-kulisse til en rocktrio, som i knapt 30 år har besunget skønheden i det knugende dystre.
Få i moderne rock har malet skønnere lydbilleder og samtidig sunget for de udstødte, tvivlerne og alle andre med flækker i sjælen som den tilsyneladende udødelige David Gahan, Martin Gore og Andrew Fletcher. Live suppleret med keyboardspiller og trommeslager.
Med Gahan som det magnetiske midtpunkt, Martin Gore som tilbagelænet, altdominerende ord- og melodimager, og Fletch som, ja, Fletch.
Godt nok startede det præcis kl 21.00 med det afdæmpede åbningsnummer "In Chains" fra det nyeste album "Sounds Of The Universe". Men allerede i andet nummer, nyklassikeren "Wrong" kom der liv i de 44.000 i Parken. Det lå i den klamme sommerluft fra start, at folk var kommet for at give David Gahan, som indtil for få dage siden lå alvorligt brak med en svulst i blæren, et totalt stormende bifald. Som han igen kvitterede med at lægge hele sin sjæl i den hypnotiske klagesang " Walking In My Shoes". Med 44.000 danskere og sydsvenskere som blandet kor, der truede med at drive det berømte rulletag af Parken, da DM satte i med den ultimative crowdpleaser "A Question Of Time" – og ja det regulært nådesløst medrivende "I Feel You". Det første desværre efterfulgt af en tam version af den nye superballade "Jezebel".
På sin vis er Depeche Mode verdens mest akavede stadionrockband. Har hverken Bruce’sk gospel, Stone’sk verdensdominans, U2’sk patos eller AC/DC’sk boogie.
Depeche Mode er de andres elektroniske modsætning eller kontrapunkt, men alligevel fungerer bandet mindst lige så samlende og inciterende som Bono & Co.
David Gahan er benådet af både sin gud og de dæmoner, der for 13 år siden dræbte ham i to minutter. I spændingsfeltet mellem ham, Gores knivskarpe, afmålte guitarriffs, keyboardene, og et klinisk skarpt, pulserende beat får Depeche Mode Parken til at vibrere. Svagest, som i det monotone "Peace", der mere er god vilje end god melodi.
Stærkest og hedest som ækvator i flyvedragt, når bandet leverer en overjordisk pakkeløsning bestående af "I Feel You", "Policy Of Truth" (Simon Kvamm ville dræbe eller måske ligefrem gå i seng med Mike Tramp for at opfinde dét keyboard-tema) og en tusmørkevarm, hjertegribende og varmende version af "Enjoy The Silence". Som altid med hele huset på kor, og Martin Gore i front.
Frastødende eller fascinerende? Det er som man tager det, når Gahan får 88,000 arme til at signalere "Reach out and touch us". Jeg har ikke oplevet større musikalsk fællesskabsfølelse i Parken siden Paul McCartney åbnede for mindernes Penny Lane.
Så bærer man over med, at vi skulle igennem en alt for forceret version af "Master And Servant" før "Personal Jesus" gjorde betonkatedralen til et intimt bedetæppe.
Depeche Mode i Parken i aftes. En monumentalt majestætisk messe for kulten.
Depeche Mode - det’ pis’ godt. Og stadig på mode.
Depeche Mode i Parken, tirsdag aften
