»Kokain var tæt på at koste mig livet. Men samtidig blev mit liv reddet af kokain.«

Sådan fortæller den britiske rocklegende, Elton John i et helt nyt interview med den amerikanske radiostation NPR.

Tirsdag udsender Elton John sin selvbiografi 'Me' i USA. Og i sin snak med NPR forklarer han narkoens opsigtsvækkende dobbeltrolle.

»Kokain gjorde mig liderlig. Men stoffet gjorde mig også impotent og ude af stand til at gøre noget ved det. Derfor var jeg i mere end ti år passiv tilskuer til sex. Sådan blev jeg tilfredsstillet. Det var i 80'erne, hvor mange fik HIV og AIDS. Men jeg slap. På den måde reddede kokain mit liv.«

I et nyt interview fortæller Elton John om sit komplicerede forhold til kokain.
I et nyt interview fortæller Elton John om sit komplicerede forhold til kokain. Foto: Julien Warnand - EPA
Vis mere

I selvbiografien fortæller Elton John i detaljer om sin kokain-afhængighed, der varede godt 15 år.

Det var angiveligt en manager, der introducerede Elton John til den farlige narko. Og i interviewet med NPR fortæller rockstjerne om sin første fysiske reaktion.

»Jeg kastede op med det samme. Og fem minutter senere tog jeg en bane kokain mere.«

Det var mødet med den HIV-smittede amerikanske teenager, Ryan White, der i slutningen af 80'erne fik Elton John til endelig at stoppe.

Elton John og hans mand, David Furnish.
Elton John og hans mand, David Furnish. Foto: YANN COATSALIOU - AFP
Vis mere

Ryan White, der i 1990 døde som 18-årig, var blevet smittet via blodtransfusion. Og takket være teenagerens modige opførsel blev John opmærksom på det, han kalder sin egen 'elendighed'.

»Her var jeg, rig, berømt med alt hvad et menneske kan drømme om. Men alligevel opførte jeg mig som et forkælet barn. Jeg brokkede mig over alt. Hvis tapetet havde den forkerte farve, nægtede jeg at optræde. Men da jeg så oplevede Ryans mod, så jeg pludselig mig selv i et klarere lys,« siger Elton John til NPR.

I dag har rockstjernen været stoffri i næsten 30 år. Og den 72-årige gifte far til to er igang med sin officielle afskedsturné.

Elton Johns selvbiografi udkommer på dansk i slutningen af oktober.