Elton John, Byparken, Vejle,
tirsdag aften, fire ud af seks stjerner
Elton John er en hyppig gæst i Danmark. Cirka en gang om året besøger han landet, og han kommer godt rundt geografisk. Foruden København har han i det seneste årti besøgt Aarhus, Odense, Jelling, Herning, Sønderborg, Skive og Aalborg, og nu var turen så kommet til en næsten fyldt Byparken i Vejle til en såkaldt intimkoncert med plads til 6000 personer.
Er Elton John aktiv på turnéfronten, overanstrenger han sig imidlertid ikke, når det gælder om at sammensætte sætlister. Størstedelen af hans liverepertoire har i mange år været klassikerne fra 70'erne og første halvdel af 80'erne, og sådan var det også i Vejle, hvor han som så mange gange før åbnede med det symfoniske dobbeltnummer "Funeral for a Friend/Love Lies Bleeding", der også indleder hans nok mest kendte album, "Goodbye Yellow Brick Road" fra 1973. Bandet rummer også et par mangeårige samarbejdspartnere i form af guitarist Davey Johnstone og trommeslager Nigel Olsson, der har arbejdet med John siden henholdsvis 1971 og 1969.
Nu siger en talemåde som bekendt, at man ikke behøver reparere noget, hvis det ikke er i stykker, og Elton John har indiskutabelt et prægtigt bagkatalog af sange, hvor perlerne især stammer fra 70'erne og første halvdel af 80'erne. Melodiske sange med masser af nuancer både musikalsk og tekstmæssigt. Derfor kunne man ikke fortænke John i at vise dem frem i Vejle, hvor de desværre ikke kom til at funkle helt så klart, som de kunne have gjort. Lyden var nemlig lettere mudret, hvor Johns stemme lå lidt for lavt i mikset og ofte blev overskygget af en meget diskant lilletromme- og bækkenlyd i de mere instrumenttunge passager, og hvor Davey Johnstones guitar stort set kun kunne høres, når han spillede solo, hvilket han dog ofte gjorde.
Heldigvis var Johns tangentspil tydeligt i lydbilledet, og det var ganske ubesværet, med energiske soloer i næsten hvert nummer. Stemmen var okay, men virkede dog en kende slidt i passager, eksempelvis "Bennie and the Jets" og "Goodbye Yellow Brick Road". Til gengæld supplerede bandet ofte med flot korarbejde. Bagscenen var en storskærm med farvestrålende visuals, hyppigt i samklang med sangene som eksempelvis billedet af jordkloden under "Rocket Man" eller flammer til tonerne af "Burn Down the Mission".
Antydede karrierestop
"Bennie and the Jets" fik sat gang i fællessangen allerede som andet nummer, og klassikerne faldt tæt fra tidligt i sættet med sange som "Candle in the Wind", "Tiny Dancer", "Daniel", "Philadelphia Freedom", "Rocket Man" og så videre. Elton John rejste sig og bukkede næsten efter hvert nummer, tog flere ture rundt på scenen, pegede mange gange ud på publikum, smilede bredt og lod til at være i hopla inde bag sine karakteristiske blåtonede briller og sin matchende blå glimmerjakke. "Levon" var et tidligt højdepunkt i koncerten med en lang, tempofyldt klaverbokseroutro. Det samme var de passager, hvor John var alene bag klaveret uden andre instrumenter til at overdøve ham, eksempelvis første vers i "Tiny Dancer" og ditto i "Your Song" og den helt trommeløse "Sorry Seems to Be the Hardest Word".
Elton Johns mangeårige tekstforfatter Bernie Taupin blev fortjent hyldet inden "Believe", og siden var der roser til Johns gamle helt og kollega Leon Russell med "Hey Ahab" fra de tos fælles 2010-album "The Union", der var sættets eneste sang fra efter årtusindskiftet. Vi fik intet fra Johns seneste studiealbum, 2013's "The Diving Board".
Mod slutningen af koncerten antydede John et muligt snarligt karrierestop: "Jeg har været i gang i 47 år, og det varer ikke evigt. Jeg vil se mine små drenge vokse op", sagde han og takkede publikum for deres loyalitet. Der er bestemt også grund til at takke Elton John for hans fremragende sange, men koncerten i Vejle kommer ikke til at gå over i historiebøgerne. Dertil var lyden for ulden, selvom vi fik valuta for pengene med to timer og 20 minutters musik og i alt 24 sange fra den veloplagte hovedperson og hans tændte band, og masser af fællessang og -klap på ekstranummeret "Crocodile Rock". Og så viste den ustadige danske sommer sig fra sin venlige side med moderat sol og tørvejr. Tros alt ikke den værste måde at tilbringe sin Sankt Hans Aften på – selvom vi blev brændt af en lille smule.
Elton John spiller på Plænen i Tivoli 6. juli
Opvarmning: Filip ****
Levede Elton John ikke helt op til de høje forventninger, man måtte have, overraskede det kun 17-årige opvarmningsnavn Filip fra Middelfart positivt. Med en fyldig og ret lys stemme, sikkert fingerspil på den akustiske guitar og solide, skiftevis melankolske og småfunky, engelsksprogede sange gjorde han en særdeles lovende figur og udstrålede selvsikkerhed tilsat selvironiske sammenligninger med aftenens hovednavn og dennes legendestatus og "store satan" af et flygel.
Filip fik finurligt nævnt sin Facebook-side FilipMusicOfficial adskillige gange og sagt, at hans forældre og venner var ude at dele flyers ud på pladsen. Han fik også sunget John Mayers "Neon" og "Midsommervisen" på Shu-Bi-Duas melodi på udmærket vis, selvom han sprang over tredje vers, og i det hele taget er han en ung mand i fuld fart på vej frem. Stemmen gav visse associationer til Mads Langer, genren ligeså – og Filip kan sagtens nå lige så langt.
